Narko, saunagus og løbehjul
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Retten i Aalborg
- Vi er bare saunagus venner. Begge tiltalte nægter narkohandel i stor sag i Aalborg
Narko skjult i pakker fra Tyskland. Hash importeret fra Spanien til Ilbro.
Sagen mod to mænd på 37 og 47 år startede i dag i Aalborg, og ifølge specialanklager Kim Kristensen, er det en sag med en lang og omfattende efterforskning. Der er både brugt telefonaflytning, overvågning og samarbejdet med Toldstyrelsen og pakkefirmaet GLS.
- Vi har at gøre med smugling af flere kilo hård narkotika, som var blevet skjult i pakker. Efterforskningen har været omfangsrig og vi ser med stor alvor på sagen, påpeger specialanklager Kim Kristensen.
Sagen drejer sig om 60 kilo hash fra Spanien afleveret i Ilbro ved Hjørring plus godt et kilo kokain, seks kilo amfetamin og et kilo metamfetamin, der er fundet i blandt andet pakker fra Tyskland.
En 37-årig mand, der arbejder som kurér for et pakkefirma, er tiltalt sammen med en 47-årig mand. Den 47-årige er medlem af Hells Angels og har ifølge ham selv boet de sidste mange år i Spanien, og kom til Aalborg få måneder inden, han blev anholdt den 23. november 2022.
De to tiltalte er bekendte med hinanden fra en fælles fortid i Hells Angels. Her er den 47-årige stadig medlem, mens den 37-årige selv fortalte i retten, at han er ude af rockerklubben. De tiltalte forklarede, at de kender hinanden fra en svømmehal, hvor de tilfældigvis mødtes og gik til saunagus en gang om ugen.
- Vi er bare saunagusvenner, sagde den 37-årige og tidligere HA’er i retten, mens den 47-årige forklarede om sin rolle i Hells Angels, hvor han stadig er medlem.
- Jeg er ikke sådan en rigtig Hells Angels rocker. Jeg kører med refleksvest og på løbehjul. Jeg kan godt lide at køre rundt på sightseeing i byen, sagde den 47-årige i retten.
Begge de tiltalte nægter sig skyldig i alle anklager om omfattende narkokriminalitet. Den 37-årige fortæller, at han udelukkende var pakkebud og ikke anede, hvad der var i de pakker, han afleverede i blandt andet Ilbro og Aalborg. Alle pakker som havde fået ændret modtageradresse efter opkald til det 37-årige pakkebud.
- I mine øjne er jeg blevet brugt til at transportere beskidt vasketøj. Jeg vidste intet om det, forklarede den 37-årige i retten, hvor han også fortalte, at han først opdagede, at det hele handlede om narko, da han sad i grundlovsforhøret, dagen efter han var blevet afholdt.
Både den 37-årige og 47-årige fortalte i vidneskranken, at de følte sig udnyttet af de samme to mænd, som ingen af dem ville fortælle navnene. Det var første gang de to tiltalte udtalte sig i sagen, og specialanklager Kim Kristensen var overrasket over, at de tiltalte overhovedet ville afgive forklaring.
- De har jo begge i første omgang nægtet sig skyldig, men jeg vil sige, at de forklaringer, jeg har hørt i dag, ikke giver mig grundlag til at ændre mit syn på sagen, påpeger Kim Kristensen.
Der er nedlagt navneforbud i sagen. Det eneste de to tiltalte har erkendt var, at være i besiddelse af 4,4 gram kokain og to kilo THC olie.
- Min klient har sådan set glædet sig til at afgive forklaring. Nu har han siddet i et års tid og ventet på det. Jeg tror sådan set, at han var ret lettet over at få det overstået. Så må vi jo se, hvordan sagen ender, siger forsvarer for den 47-årige Asser Gregersen.
- Særlig min klient fik jo forklaret, hvad han vidste og i særdeles ikke vidste, om hvad der er foregået her. Jeg har vidst hele tiden, fra jeg så sagen første gang, at man egentlig bare har udnyttet hans uvidenhed i den her sag, fortæller den 37-åriges forsvarer Nicolai Berg efter første retsdag.
Sagen fortsætter ved retten i Aalborg den 22. september, og der er afsat i alt fire retsdage. Dommen falder i slutningen af oktober.