Nervøse borgere troede kuffert var bombe

En kuffert efterladt ved skadestuen på Aalborg Universitetshospital gjorde borgere og ansatte nervøse. Nordjyllands Politi kunne dog berolige alle og fortælle, at det var en helt almindelig kuffert.

En kuffert efterladt på parkeringspladsen ved skadestuen på Aalborg Universitetshospital Syd, gjorde mandag eftermiddag flere borgere og ansatte på sygehuset nervøse for, at der var tale om en bombetrussel.

Virkeligheden forholdt sig heldigvis anderledes, og Nordjyllands Politi understreger, at der ikke var tale om en trussel mod sygehuset.

Kufferten blev fundet efterladt omkring middagstid, og Nordjyllands Politi blev klokken 12.15 underrettet og en ansat på sygehuset informerede politiet om, at der formentlig var tale om en kuffert efterladt af en tysk familie. Det blev aftalt, at politiet kort efter ville afhente kufferten.

Det viste sig efterfølgende at andre borgere eller ansatte på sygehuset også havde set kufferten og havde troet, at der var tale om en bombetrussel mod sygehuset.

På stedet kunne politiets indsatsleder berolige de tilstedeværende og andre i området. Den efterladte kuffert blev åbnet på stedet, og det viste sig - ganske som forventet - at der var tale om en kuffert med ganske almindeligt indhold.

Nordjyllands Politi har efterfølgende sendt en pressemeddelelse ud om hændelsen, for at berolige alle på sygehuset og og de omkringboende borgere. Også Aalborg Universitetshopsital informerer internt om den uskyldige hændelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland