Ni indbrudstyve anholdt i stor politiaktion

Nordjyllands Politi har i dag lavet en omfattende anholdelses- og ransagningsaktion mod det etablerede indbrudsmiljø i Nordjylland.

Onsdag morgen anholdt Nordjyllands Politi ni personer i en stor anholdelses- og ransagningsaktion. De anholdte er alle mænd i alderen 24-42 år. Syv af dem er fra Aalborg-området.

Efter anholdelserne blev der foretaget ransagning på adskillige adresser. Her beslaglagde politiet enkelte tyvekoster, der menes at stamme fra indbrud, ligesom der er beslaglagt et stjålet køretøj og en mindre mængde narkotika.

quote Vi ved, at indbrud normalt stiger op til påske. Og med dagens aktion har vi lagt et ganske massivt pres på det miljø, hvor gerningsmændene til indbrud ofte skal findes

Sune Myrup, politikommissær ved Nordjyllands Politi

- Anholdelsesaktionen er sket efter konkrete efterforskninger og spor, som vi har sikret under vores undersøgelser af de gerningssteder, hvor der har været indbrud, fortæller politikommissær ved Nordjyllands Politi, Sune Myrup.

Aktionen kaldes Operation Tersus. Politikommissær Sune Myrup tilføjer, at politiet ønsker at sende et kraftigt signal til miljøet om, at det har en konsekvens, hvis man begår indbrud.

- Vi ved, at indbrud normalt stiger op til påske. Og med dagens aktion har vi lagt et ganske massivt pres på det miljø, hvor gerningsmændene til indbrud ofte skal findes, siger Sune Myrup.

quote Vi forventer, inden for de næste par uger, at vi skrider til flere anholdelser

Sune Myrup, politikommissær ved Nordjyllands Politi

Otte af de ni anholdte er løsladt igen efter afhøring, mens den sidste mand blev transporteret direkte til afsoning, fordi han i forvejen var efterlyst. De er alle fortsat sigtet for indbruds-kriminalitet.

1,7 kg amfetamin beslaglagt
Allerede tirsdag aften blev der ransaget. På en adresse i Hals fandt politiet knap 1,7 kg amfetamin. Dét første til anholdelse af to mænd på henholdsvis 49 og 64 år.

Begge personer er i dag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Aalborg. Den 64-årige blev idømt en straksdom på 3 års fængsel og sendt til direkte afsoning. Den 49-årige blev løsladt i retten.

Flere anholdelser på vej
Nordjyllands Politi har siden marts måned foretaget anholdelser af 29 gerningsmænd til indbrud, hvoraf de 12 er blevet varetægtsfængslet.

- Indbrud er ét af vores vigtigste indsatsområder. Og netop derfor kører vi kontinuerligt efterforskning på området. Og vi forventer, inden for de næste par uger, at vi skrider til flere anholdelser, siger politikommissær Sune Myrup.


Seneste nyt

fra Nordjylland