Fra minkpasser til professionel: Nikolay skriver kontrakt med legendarisk boksefamilie
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Det er ikke lang tid siden, at Nikolay Piddubnyy arbejdede på en gård med mink, men livet har taget en ganske en anden drejning siden.
Professionel bokser. Og endda i boksningens kongeklasse, sværvægt.
Det er det, som Nikolay Piddubnyy på 189 centimeter fra Lindholm Bokseklub snart kan skrive på cv'et, da han netop har skrevet kontrakt med boksepromotor Bettina Palle - datter af den legendariske promoter Mogens Palle.
Men en anden ting, der står på Nikolay Piddubnyys' cv, er, at han tidligere har passet mink på Mors. Faktisk var det det, som han i sin tid kom til Danmark fra Ukraine for.
- Ja, det er en del af min baggrund. Det er det. Jeg ville gerne se noget nyt, rejse lidt, tjene penge på et tidspunkt. Nye udfordringer, nye lande. Det var det, jeg fulgte dengang, fortæller Nikolay Piddubnyy og fortsætter:
- Jeg synes, det er et godt eksempel for folk, som også ønsker opnå noget, siger han med henvisning på det skridt, det er at gå fra at arbejde med mink til at blive professionel bokser.
Det bliver 12. oktober, at 33-årige Nikolay Piddubnyy får debut som professionel bokser, når han skal kæmpe ved Danish Fight Night.
Han står også som nordisk mester i super-sværvægt som amatør.
Fortsætter som træner i klubben
Da minkerhvervet blev lukket ned, endte han i Aalborg i byggebranchen og i Lindholm Bokseklub. Her bokser han selv, og han er også træner i klubben.
- Det er en ret god klub med en god atmosfære. Dedikerede boksere. Jeg tror, de har en stort fremtid. Specielt mine bokser, selvfølgelig. Jeg ville være en dårlig træner, hvis jeg sagde andet, siger Nikolay Piddubny med et smil.
Selvom han nu skal være professionel, fortsætter han med at træne og bokse i klubben.
- Jeg fokuserer stadig på mine boksere. Det er en del af mit liv, så vi fortsætter at arbejde sammen, lyder det.
Om Nikolay Piddubny
Født: 21. maj 1991 i Odessa, Ukraine.
Nuværende hjemby: Aalborg
Arbejde: Bygningserhverv og boksetræner i Lindholm Bokseklub
Højde: 189 centimeter
Vægtklasse: Sværvægt
Træner: Konstantin Kuchmenko
Bokseklub: Lindholm Bokseklub
Amatørkarriere (olympisk stil): 25 kampe heraf 20 sejre. Nordisk mester i supersværvægt (2024).
Hos Lindholm Bokseklubs formand, Henrik Christensen, er det både vemodigt og nødvendigt, at Nikolay bliver professionel. Men han giver også en beskrivelse af, hvem Nikolay er.
- Det er en god, sober fyr. Måske lidt stille i bokseverdens ord. Han er meget disciplineret. God træning. Et rigtig, rigtig godt forbillede for de øvrige knægte i her i klubben.
Store ambitioner
Nødvendigheden for, at Nikolay bliver professionel, består i, at modstanderne faktisk har trukket sig, når den har heddet nationale mesterskabet, lyder det fra formanden.
Hos den nyprofessionelle bokser er det også med store ambitioner, han kigger på sin karriere. Her bliver han også spurgt om muligheden for at kunne tage et VM-bælte.
- Det er en god spørgsmål, men hvad, jeg kan sige, er, at ingen kender fremtiden. Og jeg håber, at det kommer til at være så snart som muligt. Fra min side gør jeg mit bedste, siger han og får spørgsmålet, om det også er muligheden for at tjene gode penge ved boksningen, der er interessant:
- Ja, det er derfor, at vi er her. Og fordi vi elsker at kæmpe, fortæller han med et grin.
Og selvom det ikke er hver dag, at der er en bokser i en nordjysk bokseklub, der bliver professionel, så er der i følge TV2 Nords oplysninger endnu en nordjyde på vej til at blive det.