Nordjyde går efter toppost i det internationale ishockeyforbund

Henrik Bach Nielsen stopper som formand for Danmarks Ishockey Union. Efter 14 år på posten skal der nye kræfter til, mener han.

Efter 14 år som formand for Danmarks Ishockey Union takker Henrik Bach Nielsen af, når det årlige repræsentantskabsmøde holdes næste sommer.

Det skriver Danmarks Ishockey Union på sin hjemmeside.

Tiden er inde til nye kræfter, siger aalborgenseren, der har været involveret i dansk ishockey, siden han ved årtusindeskiftet trådte ind i bestyrelsen i AaB Ishockey.

quote Det er bedst for Danmarks Ishockey Union og mig selv, at en anden tager over.

Henrik Bach Nielsen, afgående formand, DIU

I 2005 blev han bestyrelsesmedlem i Danmarks Ishockey Union, hvor han i 2007 overtog formandsposten fra Peter Berg.

– Skulle jeg sige ja til en ny periode, ville det være for yderligere fire år og dermed ville jeg skulle sidde i 18 år. Det er rigtig længe, nok for længe, når det gælder sportspolitik og politik i al almindelighed. Det er bedst for Danmarks Ishockey Union og mig selv, at en anden tager over, siger Henrik Bach Nielsen.

Henrik Bach Nielsen er medlem af det internationale ishockeyforbunds (IIHF) øverste ledelse, det såkaldte council, og går efter en toppost i IIHF ved den kommende kongres i september 2021, hvor der skal vælges ny topledelse.

– Uanset hvilken holdning man har til mig som person, eller hvor man står i dansk ishockey generelt, så er det en ”no brainer” at Danmark fortsat skal have indflydelse i international ishockey. Hovedparten af de store beslutninger træffes i council, og det er utrolig værdifuldt for Danmark at sidde med der. Det er bestemt ikke nogen naturlov, at dansk ishockey har et sæde så højt oppe i det internationale hierarki, siger Henrik Bach Nielsen til Danmarks Ishockey Unions hjemmeside.


Seneste nyt

fra Nordjylland