Nordjyder er bange for at strande i Thailand
Foto: Privatfoto
Solen skinner over øen Koh Lanta i Thailand, hvor mange danskere er på ferie. Men usikkerheden om følgerne af coronavirus hænger som en sort sky på himlen.
Trine Lambek Frellsen fra Aalborg er på ferie på Koh Lanta i Thailand med sin mand og fireårige datter. Egentlig skal de være der indtil søndag - men tanken om, om Thailand lukker for flytrafikken på grund af coronavirus inden da, nager.
- Der er rigtig mange dage til søndag. Vi frygter lidt, at man lukker for flytrafikken, og vi kan ikke undgå at tænke, om der er en risiko for at strande her, siger Trine Lambek Frellsen over telefonen.
Først efter familien rejste afsted, ændrede Udenrigsministeriet deres rejsevejledning.
Trine Lambek Frellsen fik en SMS fra Udenrigsministeriet om at komme hjem med det samme “i god ro og orden med deres rejseselskab”.
Vi frygter lidt, at man lukker for flytrafikken, og vi kan ikke undgå at tænke, om der er en risiko for at strande her.
Trine Lambek Frellsen, turist
I første omgang var meldingen fra TUI, som familien rejser med, at alle gæster, som allerede var på ferie, skulle vende tilbage fra deres ferie som planlagt, medmindre de fik andet at vide.
Det var også den besked, Trine Lambek Frellsen fik.
- Vi har venner og familie, der er bekymrede for os. Vi hører om andre danskere, der får at vide af deres rejseselskaber, at de skal hjem før. Det undrer os, at vi skal hjem som planlagt på søndag, siger hun.
Hun efterlyser konkrete informationer fra rejseselskabet.
- Det kunne være rart enten at få en garanti for, at vi kan komme hjem søndag, eller at rejseselskabet tager ansvar og sender os hjem nu, siger Trine Lambek Frellsen.
Borgerservice: Hav tålmodighed
Trine Lambek Frellsen og familien er langt fra de eneste danskere på ferie i udlandet, der er bekymrede over rejsesituationen.
Lørdag sagde direktøren for Udenrigsministeriets Borgerservice, Erik Brøgger Rasmusen, til TV2, at han godt kan forstå nervøsiteten blandt de danske turister.
Han opfordrer dem til at have tålmodighed med deres rejseselskab.
- De skal finde de rejsemuligheder, der er, og det skal de første og fremmest gennem de rejseselskaber og flymuligheder, der er, siger han.
Hvorfor er det ikke et påbud, at danskerne skal rejse hjem?
- Det kan vi aldrig gøre som myndighed, vi kan ikke tvinge danskerne til noget som helst, vi kan opfordre dem til at søge mod Danmark og finde den gode og mulige løsning i samarbejde med dem, de er fløjet ud med, siger Erik Brøgger Rasmussen til TV2.
Masser af håndsprit på hylderne
Mens Trine Lambek Frellsen afventer nyt, forsøger hun at nyde ferien. Hun fortæller, at befolkningen på Koh Lanta tager situationen med ro.
- Der er stadig masser af håndsprit og varer på hylderne. Butikker og restauranter holder åbent, som de plejer. Det er kun skandinaverne, der er bekymrede, siger hun.
TUI: Alle skal hjem hurtigst muligt
Mandag middag har TUI ændret deres information om hjemrejse. Nu lyder beskeden på rejseselskabets hjemmeside, at man har besluttet sig for at bringe alle de rejsende hjem så hurtigt som muligt og på en ordentlig og sikker måde.
"Vi får mange opkald til kundeservice lige nu, og ventetiden kan være lang. Vi vil kontakte vores kunder direkte med information om deres hjemrejse," skriver selskabet.