Nordjysk firma nomineret til stor designpris
Foto: Firmaet Marcus Pedersen
Selvbetjente bagageindtjekninger i Hamborg
Hvert år uddeles prisen DesignEuropa til de bedste designs af systemer eller produkter i Europa. I år er et firma fra Nørresundby blandt de nominerede.
Når passagerer i lufthavnene i Toronto og Hamburg står ved bagageindtjekning, så er det et nordjysk system, der sørger for, at bagagen kommer med på flyet. Flere lufthavne verden over har nemlig installeret selvbetjente bagageindtjekninger fra firmaet Marcus Pedersen, der ligger i Nørresundby.
Systemet, der designes og fremstilles i Danmark, får nu også opmærksomhed uden for lufthavnene. Det er blevet nomineret til en europæisk designpris: DesignEuropa Awards.
- Det er en kæmpestor ære, og vi er meget overraskede, for vores produkt er ikke en type produkt, der normalt bliver hædret med designpriser, siger Sara Clement, der er designer hos Marcus Pedersen.
Juryen for DesignAwards har lagt vægt på, at produktet er brugervenligt og intuitivt. Det er også tanken bag produktet, fortæller Niels Marcus Pedersen, der er direktør for firmaet:
- Mange indtjekningsmaskiner bærer præg af, at det er ingeniører, der har udviklet dem, og de kan være svære at forstå for passagerer. Vores produkt skal være nemt at forstå for alle, så passagererne selv kan bruge dem, og så kan personalet i stedet bruge tiden på de passagerer, der ikke er vant til at rejse.
Kontakt med passagerer
Niels Marcus Pedersen er fjerdegeneration i firmaet Marcus Pedersen, der blev dannet i 1907. Det begyndte som en snedkervirksomhed, men har siden udviklet sig til at producere løsninger til lufthavne.
I 2012 overtog Niels Marcus Pedersen firmaet, efter det havde været lukket ned i 22 år. Han startede ud med en stor specialordre fra Aalborg Lufthavn, og derefter blev firmaet tilknyttet flere projekter for Aalborg Lufthavn:
- Vi er nærmest vokset op i Aalborg Lufthavn, for det er her, vi har haft vores daglige gang, og vi har haft mulighed for at have kontakt til passagerer og høre om deres problemer, og hvad der kan forbedres, siger Sara Clement.
Udover Marcus Pedersen er tre andre produkter nomineret i kategorien for små firmaer:
En hjemmetest til kvinder, der kan bruges til smertefrie brystundersøgelser. Systemet er udviklet af et tysk firma
En bæredygtig stol, der er produceret af genanvendte plasticflasker. Stolen er fra et slovensk firma
En cykelparkering fra et spansk firma
- Det er svært at spå om vores chancer for at vinde, for produkterne er vidt forskellige. Det er ikke til at vide, hvad juryen lægger vægt på, siger Sara Clement.
Hvis prisen for bedste design går til Marcus Pedersen, så kan det betyde, at endnu flere får øjnene op for virksomheden fra Nørresundby:
- Der er allerede mange arkitekter, der kender til os og vores produkt, men forhåbentlig kan det her betyde, at flere lærer vores produkt at kende og tænker os ind i det, hvis der skal bygges en ny terminal et sted, siger Niels Marcus Pedersen.
Prisen for bedste design bliver uddelt i Warszawa den 27. november.