Nordjysk flyselskab satser på charterrejser frem for ruteflyvning
Foto: Great Dane Airlines
Great Dane Airlines har fragtet passagerer til syden siden juni 2019.
Det nye flyselskab Great Dane Airlines sætter sine ruteflyvninger på pauser til fordel for flere charterrejser sydpå.
Fremover kan nordjyderne se frem til flere charterrejser sydpå med Great Dane Airlines. Til gengæld sætter flyselskabet sine tre ruteflyvninger til Dublin, Edinburgh og Nice på pause vinteren over.
Vi skal hele tiden evne at tilpasse os efter de rejsendes ønsker
Thomas Hugo Møller, adm. direktør, Great Dane Airlines.
Great Dane Airlines har i forvejen en række charterrejser fra både Aalborg, Billund og København til Mallorca, Rhodos, Kreta samt Varna og har nu tegnet kontrakt med det nordjyske rejseselskab Sun Charter og udvider samarbejdet med Bravo Tours, så flyselskabet står for alle rejsebureaets charterflyvninger fra Aalborg Lufthavn i 2020.
Sætter ruteflyvninger på pause
Great Dane Airlines har siden jomfrurejsen i midten af juni fløjet fast rutefart til Dublin, Edinburgh og Nice, men den stigende interesse inden for charterturismen får nu selskabet til at trykke pause på størstedelen af ruteflyvningerne fra Aalborg.
- Vi skal hele tiden evne at tilpasse os efter de rejsendes ønsker, og den høje belægningsgrad på charterruterne betyder derfor, at vi i bestyrelsen har valgt at sætte størstedelen af vores egne ruter på pause det kommende år og i stedet fokusere på at levere Danmarks bedste charteroplevelse i 2020, siger Thomas Hugo Møller, adm. direktør i Great Dane Airlines.
Great Dane Airlines råder i dag over to Embraer-fly med plads til 118 passagerer, men udvidelsen får nu flyselskabet til at investere yderligere i fremtiden.
- Den stigende efterspørgsel har medført et akut behov for øget kapacitet, og derfor har vi valgt at investere i endnu en Embraer E195, så vi fremover kan fragte endnu flere danskere til sydens sol uden at gå på kompromis med komforten, fortæller Thomas Hugo Møller.