Nordjysk fodboldlegende får sin egen plads

Henning Jensen, Mönchengladbach, og Paul Breitner, Real Madrid, kæmper om bolden på dette arkivfoto fra 1976. Foto: Palle Hedemann (Scanpix)

Fodboldikonet Henning Jensen, der døde i december 2017, bliver nu hædret af den klub og by, hvor hans karriere begyndte.

Han startede sin fodboldkarriere i Nørresundby og skiftede efterfølgende til tyske Borrusia Mönchengladbach. Derefter hed klubben Real Madrid, så Ajax - og da han vendte tilbage til Danmark i 1979 var det AGF, der nød godt af hans evner. Karrieren sluttede i 1984 tilbage i Nørresundby, og Henning Jensen kunne kigge tilbage på et tysk, et spansk og et hollandsk mesterskab, 21 landskampe og 9 mål i landsholdsregi.

Henning Jensens status som én af de største danske fodboldspillere gennem tiden er for længst skrevet ind i historiebøgerne. Men nu skal "Fodboldenglen" også have sin egen plads og bronzeskulptur.

Beslutningen om at hædre en stor fodboldspiller og et beskedent menneske blev truffet kort tid efter hans død. Ole S. Nielsen, Lars Høst og Peer Kierstein Nielsen, alle gamle spillere i Nørresundby Boldklub, har de sidste mange måneder arbejdet på, at der skal laves en Henning Jensens Plads i det nye Stigsborgkvarter i Nørresundby.

- I vores tid, hvor alting går så fantastisk hurtigt og ofte også meget overfladisk, er der en tendens til hurtigt at glemme. Det må ikke ske med Henning Jensen, som, udover at være en fantastisk begavet og elegant fodboldspiller, var et meget beskedent og afdæmpet menneske, der aldrig glemte sine rødder eller dem, der satte ham på sporet af karrieren. Derfor er det kun naturligt, at vi giver ham et smukt eftermæle i form af en plads og en skulptur, siger Peer Kirstein Nielsen om baggrunden for det store projekt.

Projektet støttes af Aalborg kommune, Dansk Boldspil Union, Nørresundby Forenede Boldklubber, klubbens venneforening, kommunens kunstfond samt folketingets kulturudvalg. Også Nordjyske Bank, Spar Nord Fonden, A. Enggaard A/S og Danske Stenhuggerier A/S er med.

Hvis alt går efter planen, så vil pladsen og skulpturen være klar til indvielse inden udgangen af 2023.

Forslaget om skabelsen af Henning Jensens Plads indgår i behandlingen af lokalplanforslaget til Stigsborg Havnefront, som by- og landskabsudvalget i Aalborg kommune behandler på torsdag.

Forsiden lige nu