Nordjysk musikhus-direktør er Årets Leder
Foto: Pressefoto
Lasse Rich Henningsen, direktør for Musikkens Hus i Aalborg, er onsdag blevet kåret som Årets Leder.
Siden 2012 har Lasse Rich Henningsen været administrerende direktør for Musikkens Hus i Aalborg. I marts 2014 blev det nye koncerthus officielt indviet, og siden er besøgstallet bare steget. Sidste år bød Musikkens Hus velkommen til 362.000 gæster.
Lasse Rich Henningsen er den første leder fra kulturlivet, som modtager prisen som Årets Leder. Han er egentligt uddannet erhvervsjurist, men har altid haft en interesse for klassisk musik. Hos Musikkens Hus i Aalborg har han sat sig for at udfordre de konventioner, som normalt er forbundet med klassisk musik.
Som leder går Lasse Rich Henningsen op i synlighed over for gæsterne, og særligt over for sine medarbejdere.
41-årige Lasse Rich Henningsen blev kåret som Årets Leder i København onsdag middag på Ledelsens Dag.
- Jeg er dybt beæret og taknemmelig over at vinde den her pris. Det betyder så meget for mig, sagde Lasse Rich Henningsen blandt andet, da han modtog prisen.
Lasse Rich Henningsen kom som 35-årig i 2012 til Musikkens Hus i Aalborg. Siden 2017 har han også sideløbende været formand for Nordisk Koncerthusråd, hvor han arbejder for at fremme det kulturelle liv i de nordiske lande.
Under overrækkelsen af prisen sagde Ledernes formand, Svend Askær, blandt andet:
- Du har i høj grad dig selv med i dit virke som direktør og leder, hvad enten det handler om personaleledelse, eller strategisk udvikling, eller de andre udfordringer og opgaver, man skal varetage som boss. Og det tror jeg i høj grad er vigtigt, hvis man som leder skal skabe resultater gennem andre.
Det er andet år i træk en nordjysk leder løber med prisen.
Tidligere videre af prisen
2017: CEO Niels Buus, GomSpace, der producerer nanosatellitter
2016: Direktør Marianne Benzon Nielsen, Børnecancerfonden
2015: Administrerende direktør Dorthe Crüger, Sygehus Lillebælt
2014: Lakridsinnovatør Johan Bülow, Lakrids by Johan Bülow
2013: Direktør Niels Duedahl, energi- og teleselskabet SE