Nordjysk par skiftede taktik: Vandt 7,5 millioner i Lotto
Foto: Danske Spil
Efter et par fra Aalborg ændrede på Lotto-taktikken, gav det pote.
Det blev en festlig weekend for et par fra Aalborg, der ved lørdagens Lotto-trækning blev de heldige vindere af 7,5 millioner kroner.
Parret, der ønsker at være anonyme, har spillet Lotto i mange år via nettet med de samme tal, men da der blev skiftet i taktikken, gjorde det parret millionærer.
- Vi har nogle rækker med fødselsdage og andre vigtige datoer. Men i forrige weekend var min kone inde og ændre lidt, så hun faktisk lod otte rækker være tilfældige. Og det var en af dem, vi vandt på, fortæller manden, der netop er blevet 7,5 millioner kroner rigere.
Han er med egne ord stadigvæk "temmelig rundtosset" efter, at han søndag morgen ved syv-tiden blev vækket med de gode nyheder.
Endnu har det nordjyske par ikke bestemt sig for, hvad alle pengene skal bruges til. De er begge stadig på arbejdsmarkedet, hvilket de vil blive ved med, da de er meget glade for deres jobs. Men måske skal de have en ny bil, fortæller de.
- Og så aftalte vi i søndags, at den nære familie skal med ud at rejse, når min kone fylder 60 år i år. Det er jo fantastisk, at man har mulighed for at få sådan en oplevelse sammen, siger den glade vinder.