Nordjysk skuespiller modtager en af de fornemste priser i landet
Vinder af Reumert Talentpris, Årets Skuespiller i Nordjylland 2022, modtager af Carl Johan Hyltofts legat og nu Årets Modtager af Teaterpokalen.
- Tak for din imponerende alsidighed, din unikke energi og din evne til at gøre hvilken som helst rolle – lille som stor – til forestillingens vigtigste.
Sådan lød det blandt andet fra kritiker ved Jyllandsposten og Iscene Trine Wøldiche, da Marie Knudsen Fogh fra Aalborg Teater fik overrakt prisen og titlen som Årets Modtager af Teaterpokalen - en af de absolut fornemste priser i dansk teater.
Den uddeles en gang om året af Foreningen Danske Teaterjournalister og er en af Danmarks ældste teaterpriser. Teaterpokalen gives for en enestående, scenisk præstation i den forløbne sæson.
For skuespilleren på Aalborg Teater har endnu engang gjort sin scenekunst bemærket i en sådan klasse, at det belønnes med en særlig pris.
Prisbenådet skuespiller
For det er ikke første gang, Marie Knudsen Fogh er i opløbet til eller vinder en fornem pris. Den nordjyske skuespiller har efterhånden ikke så lidt på CV'et at bryste sig af.
Allerede tidligere på denne sæson modtog Marie Knudsen Fogh legatet Årets skuespiller i Nordjylland 2022, Carl Johan Hyltofts legat fra Skuespillerforeningen af 1879 samt en Reumert-nominering som Årets Kvindelige hovedrolle for sin rolle som Martha i Edward Albee’s "Hvem er bange for Virginia Woolf".
Siden 2016 har Marie Knudsen Fogh været en fast del af Aalborg Teaters ensemble, hvor hun bl.a. har medvirket i "Daemon, Richard III", "Ronja Røverdatter", "Brødrene Løvehjerte", "Aftenlandet", "Alle mulige ting til salg", "Revolution i Kommunen", "Fanny og Alexander" og stod alene på scenen i "Porno for begyndere" og "Sugar". I 2016 modtog hun desuden også Reumert Talentpris.
- Helt og ægte
I sin tale til Marie Knudsen Fogh sagde kritiker ved Jyllandsposten og Iscene Trine Wøldiche blandt andet:
- Hun (red: Marie Knudsen Fogh) mestrer alle tænkelige, menneskelige følelser og sindsstemninger på én gang. Hun har et fantastisk nærvær på scenen. Og en høj grad af troværdighed i sit spil, der gang på gang får os alle til at tro på, at det menneske, vi ser, er helt og ægte.
- Uanset typen af rolle. Uanset hvem, hun spiller overfor. Uanset hvilke mærkværdige fysiske udfoldelser eller lange, klassiske replikvekslinger, hun stilles overfor, så opleves hun autentisk og strålende.
- Tak for de mange forrygende præstationer. Tak for din imponerende alsidighed, din unikke energi og din evne til at gøre hvilken som helst rolle – lille som stor – til forestillingens vigtigste.