Nordjysk virksomhed får russisk gigaordre på fiskeudstyr

Den aalborgensiske virksomhed Carsoe cementerer sin status på det russiske fiskemarked med en ny, stor ordre.

Når skibene i den russiske fiskeflåde skal håndtere fangsten ombord, er det højst sandsynligt med nordjysk fabriksudstyr. 

Aalborgensiske Carsoe har nemlig sikret sig en kæmpe aftale med Russian Fishery Company (RFC) på knap en halv milliard kroner for leverancen af såkaldte flydende fiskefabrikker.

quote Det her sikrer Carsoes fortsatte vækst langt ind i 2025.

Hugo Dissing, CEO

Det kommer oveni en tidligere leverance til russerne og sikrer, at der er rigeligt at tage fat på for virksomhedens i alt 350 ansatte.

- Ordren viser med al tydelighed, at det russiske rederi har meget store ambitioner på det hastigt voksende marked. Vi er nu med længder verdens største producent af disse fabrikker til produktion på havet, siger Hugo Dissing, administrerende direktør i Carsoe.

Carsoe er på få år er blevet en af verdens største leverandører af fiskefabrikker til havs. Virksomhedens 350 ansatte er fordelt på lokationer i Danmark og i udlandet.
Carsoe er på få år er blevet en af verdens største leverandører af fiskefabrikker til havs. Virksomhedens 350 ansatte er fordelt på lokationer i Danmark og i udlandet.
Foto: Carsoe

Flydende produktion en fordel

Virksomheden leverer komplette fiskefabrikker til store fiskeskibe. Når avanceret produktion af fangsten kan klares ombord, spares der tid og penge. 

Ordren er på fabrikker til fire skibe - det kommer oveni de syv russiske skibe, den nordjyske virksomhed allerede har udstyret med fabriksmateriel.

Hugo Dissing, direktør for Carsoe i Aalborg.
Hugo Dissing, direktør for Carsoe i Aalborg.
Foto: Carsoe

Moderniseringen af det russiske fiskeri kommer efter tilskyndelse fra den russiske regering, og det ser ud til, at den aalborgensiske virksomhed har sat sig solidt på den bølge.

- Det her sikrer Carsoes fortsatte vækst langt ind i 2025. Vi har arbejdet tæt sammen med vores afdeling i Seattle om ordren, og netop vores teknologiske forspring er noget af det, der er med til at øge distancen til vores konkurrenter, siger Hugo Dissing.

Carsoe havde i seneste regnskabsår en nettoomsætning på 525 millioner kroner.

Hvad er flydende fiskefabrikker?

  • Det er fabrikker til super-trawlere med surimi-produktion, Carsoe nu skal levere yderligere fire af til Rusland.

  • Skibene af typen ST192 er fryse- og fabrikstrawlere. De er 108 meter lange og 21 meter brede, og når de er fuldt produktionsklare, kan RFC med skibenes 150-mand store besætning lande op til 60.000 ton fisk om året.

  • Carsoes fabrikker ombord gør, at fangsten ikke først skal nedfryses for derefter at blive tøet op igen på land, men at RFC kan færdigbearbejde, pakke og nedfryse de færdige produkter i én og samme arbejdsgang, før de når slutkunden.

  • Fabrikkerne spiller en afgørende rolle i skibenes lønsomhed, og de er derfor med til at styrke RFCs konkurrenceevne betragteligt.



Seneste nyt

fra Nordjylland