Nordjyske dommere uddelte Salling Fødevarepris
Foto: Salling
Kirsebærvinen fra Frederiksdal løb med førstepræmien, da Salling Fødevarepris blev uddelt i Aalborg torsdag.
Torsdag blev Salling Fødevarepris overrakt i Aalborg - dysten stod mellem kirsebærvin og lækker is
Da Salling torsdag skulle uddele sin årlige fødevarepris - denne gang fra Salling i Aalborg - var det med et dommerpanel, der næsten udelukkende bestod af nordjyder.
Blandt andre Kenneth Hansen, chefkok og forpagter af Svinkløv Badehotel, Mikele Volpi, indehaver af restauranten San Giovanni i Aalborg og Mikael Kopp Christensen, chefkok på Musikkens Hus i Aalborg, var blandt dommerne. Men også tv-personligheden og kogebogsforfatteren Anne Hjernøe og Gastromands René Langdahl Jørgensen var med til at kåre vinderen.
- Det var ikke nemt at vælge, fortæller chefkok Kenneth Hansen, Svinkløv Badehotel.
Der var tæt kamp – og til sidst stod det mellem Frederiksdal Kirsebærvin og økologisk lakrids-is fra Jacob & Jakob Icecream. Den officielle pris, som blev bestemt af dommerpanelet, endte dog med at blive overrakt til Frederiksdal Kirsebærvin.
Heldigvis havde Salling i forbindelse med semifinalerne til Salling Fødevarepris givet kunderne mulighed for at stemme på deres favorit. Publikumsprisen gik i år til Jacob & Jakob Icecream.
Vinderen blev udvalgt blandt 16 finalister. Feltet af nytænkende danske fødevarer var fra begyndelsen 115 - det højeste antal i prisens historie.
Mange nordjyder mødte også op på finale dagen. Her kunne alle fremmødte se frem til en smagsoplevelse. Da prisens vinder var fundet, overrakte Salling-direktør Marianne Bedsted og Karin Salling på vegne af Salling Fondene førstepræmien på 100.000 kroner.