To nordjyske restauranter hædret med flotte gastronomiske priser

Ud af ni mulige priser blev det søndag aften til to til Nordjylland, da Den Danske Spiseguide kårede årets største gastronomiske stjerner i Danmark.

Kun et år gammel har Restaurant Tabu i Aalborg meldt sig ind i de gastronomiske sværvægteres selskab.

Søndag aften, da Den Danske Spiseguide uddelte sine prestigefyldte priser på Restaurant Frederiksminde i Præstø, løb Tabu nemlig med prisen som Årets Gennembrud - en pris, der sidste år blev vundet af populære The Alchemist i København.

Det skriver restaurantsammenslutningen i Nordjylland, GastroNorth, på sin hjemmeside.

Restaurant Tabu havde sendt Michael Miv Pedersen, Simon Bjerre-Pedersen og Søren Birch af sted til prisuddelingen. Og bare få minutter efter, de havde modtaget prisen, skrev de på Facebook:

- Tak til vores helt fantastiske medarbejdere. Det er hele teamets fortjeneste, at vi står her i dag.

Også for Brøndums Hotel i Skagen blev det søndag aften til en pris. Hotelrestauranten var nomineret i kategorien Årets Tjenerprofil for tjeneren Kresten Scheel Langvold.

Dermed blev det dobbelt op på succes for de nordjyske restauranter ved dette års prisuddeling. Sidste år vandt La Locanda prisen for Årets Autentiske Italienske Restaurant. 

Restaurant Mortens Kro, der var nomineret i hovedkategorien Årets Restaurant, måtte dog se sig slået af restauranten Babette i Vordingborg. Til gengæld har den nu 20 år gamle ikoniske restauranti Aalborg i Den Danske Spiseguide fået den højeste vurdering af alle restauranter i Nordjylland. En vurdering, Morten Nielsen og holdet overtager fra Ruths Gourmet.

I alt var fem nordjyske restauranter nomineret til ni priser ved dette års prisuddeling.

- Den slags perspektiverende priser og stjerner i konkurrence med landets bedste restauranter er virkeligt noget, GastroNorth kan bruge i vores bestræbelser på at skabe mere berettiget international anderkendelse og bevågenhed for nordjysk topgastronomi. Prisen og stjernerne viser med Restaurant Tabus og Morten Nielsens eksempler hele egnens Michelin-potentiale, vurderer Mads Stenstrup, pressetalsmand for GastroNorth.


Seneste nyt

fra Nordjylland