Nordjyske sygeplejersker er klar med nødberedskab

Hvis overenskomstforhandlingerne ender med strejke, er der nu lagt plan for sygeplejerskernes nødberedskab.

På trods af intense forhandlinger i Forligsinstitutionen lykkedes det i dag ikke de forhandlende parter at blive enige om en ny overenskomst for de offentligt ansatte i staten. Dermed er en storkonflikt rykket endnu et skridt nærmere.

Det betyder, at planlagte operationer og kontroller på Aalborg Universitetshospital risikerer af blive aflyst.  

- Jeg håber, at der i Forligsinstitutionen kommer til at ske noget, så en konflikt ikke træder i kraft, men det må vi jo se, hvad der sker, siger kredsformand i Dansk Sygeplejeråd Jytte Wester.      

Uanset hvad de næste dages forhandlinger fører med sig, blev Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland og Region Nordjylland i dag enige om den nødberedskabsplan for sygeplejersker, der træder i kraft ved en eventuel strejke.  

- Vi har en aftale sådan, at dét der er akut, uopsætteligt og førlighedstruede, det kan blive varetaget under en strejke, siger Jytte Wester. 

Sygeplejerskerne skal efter påske også forhandle nødberedskabsplaner for det lockoutvarsel, der er udstedt, og som omfatter markant flere sygeplejerske og afdelinger. Hvis Dansk Sygeplejeråd og Region Nordjylland ikke kan lave nødberedskabsplaner for afdelinger, kan de blive undtaget af lockouten. 


Seneste nyt

fra Nordjylland