Nørresundbyvirksomhed vinder stor europæisk designpris

Firmaet Marcus Pedersen tog prisen for et brugervenligt og flot designet system til indcheckning af bagage.

Det er måske ikke det, man lægger allermest mærke til, når man checker ind i lufthavnen og er på vej til at flyve af sted mod sol og varme. Men mange af de selvbetjente bagageindcheckningsmaskiner, der står i lufthavne verden over, er noget ud over det sædvanlige. 

De er faktisk flotte og brugervenlige på et sådant niveau, at de tirsdag eftermiddag blev tildelt den prestigefyldte DesignEuropa Award ved et stort prisuddelingsshow i Warszawa i Polen.

Udover at være prisvindende, er indcheckningssystemerne også nordjyske. Det er nemlig Nørresundbyvirkesomheden Marcus Pedersen, der står bag maskinerne, og tirsdag kunne direktør Niels Marcus Pedersen sammen med designer Sara Clement så modtage prisen.

- Det er fuldstændig vildt. Det er nærmest en Oscarfest for designbranchen, så det er helt vildt., og jeg har vundet over nogle af dem, jeg altid har set op til i forhold til design, siger Niels Marcus Pedersen.

Det er den første danske virksomhed, der modtager den prestigefyldte pris, og inden for design er det noget af det ypperste, man kan opnå på europæisk niveau.

Marcus Pedersen og indcheckningsapparaterne var oppe imod tre andre i opløbet om designprisen; en hjemmetest til brystundersøgelser, en bæredygtig stol produceret af genanvendte plasticflasker, og en cykelparkering.

- Jeg synes faktisk, at vores produkt var det bedste, men vi var jo oppe imod noget, der redder menenskeliv og noget, der spiller rigtig meget på bæredygtighed, og det er jo et hårdt felt. Men juryen lagde vægt på, at det netop er en pris for industrielt design, og der mente de altså, at vores produkt var det bedste, siger Niels Marcus Pedersen.

Det hele startede med, at Aalborg Lufthavn bad Marcus Pedersen om at komme med et bud på, hvordan et bag drop-system kunne se ud, og derfra har vinderdesignet altså udviklet sig og spredt sig til lufthavne verden over. Firmaet desginer også møbler til lufthavne, og de står blandt andet bag interiøret i Aalborg Lufthavn.

Niels Marcus Pedersen er fjerde generation i Nørresundbyfirmaet, som blev grundlagt i 1907. I 2012 overtog han firmaet, som havde været lukket i 22 år. 

 

Seneste nyt

fra Nordjylland