Norwegian stopper med at flyve fra Aalborg - DAT tager over
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det norske flyselskab Norwegian kæmper for at overleve, og derfor dropper selskabet alle sine ruter i Danmark.
Flyselskabet Norwegian kommer ikke længere til at flyve fra Aalborg Lufthavn. Det skriver CHECK-IN.dk.
Norwegian kæmper i øjeblikket for at overleve, og som led i den kamp skærer det norske selskab ned på sine aktiviteter i Danmark. Det norske flyselskab dropper alle sine ruter i Danmark - dermed også ruten mellem Aalborg og København.
Tidligere mandag sendte Norwegian 1600 medarbejdere hjem, efter at selskabet havde fået nej til yderligere krisehjælp fra den norske stat. TV 2 skriver, at den norske stat ifølge det norske erhvervsministerium har brugt 13 milliarder norske kroner på ekstraordinær støtte til luftfartsbranchen i 2020.
- Regeringshjælpen var helt afgjort noget, Norwegian havde satset på, og den kom ikke. Så kan man forsøge sig hos leasningselskaber og långivere igen, men det kræver, at de spytter penge i kassen, og det er altså svært at få øje på. Norwegian står og ser ned i afgrunden, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef for Sydbank og ekspert i flybranchen, til TV 2.
To selskaber tilbage på ruten mellem Aalborg og København
Flyselskabet DAT ser nu på om, de vi erstatte Norwegians flyvninger på ruten mellem Aalborg og København, skriver CHECK-IN.dk. DAT fortæller ifølge luftfartsmediet, at selskabet fra den 11. november øger aktivitetsniveauet betydeligt på Aalborg-ruten.
- Lige siden opstarten på ruten mellem Aalborg og København i sommer har vi set et behov for vores gode kvalitet til fornuftige priser. Vi vil fortsat sørge for passende frekvens og rimelige priser og har derfor besluttet at øge vores produktion og vil flyve yderligere 28 afgange i ugen for at imødekomme passagerers behov, siger DAT's administrerende direktør Jesper Rungholm i en pressemeddelelse.
Fremover vil DAT og SAS flyve på ruten mellem Aalborg og København.