Vin til en halv million: Nu får helt almindelige lov at sippe ganske gratis
Foto: RareWine Invest
Magnumflasken repræsenterer en værdi på 500.000 kroner
60 heldige tilmeldte smager torsdag i Aalborg noget af verdens dyreste vin.
Det er den nordjyske vinimportør Rarewine Invest, som åbner for de dyre dråber torsdag eftermiddag.
Vinen er fra Chateau Lafleur fra 1982 i fem liters format.
- Det er en samler, som har købt vinen. Desværre er korkproppen gledet ned i flasken under transporten, og derfor kan vi ikke sælge den, siger CMO i Rarewine Invest, Lars Granat.
Chateau Lafleur er en af de mest kendte Bordeaux-producenter, og netop 1982 var et legendarisk vinår.
Nogle af verdens mest anerkendte vinkritikere har 10 gange uddelt de perfekte 100 point til Lafleur 1982. Fem liters flasken kan være den eneste af sin slags i verden, men nu skal den drikkes.
- Vi kan ikke gøre andet. Korken er gledet ned i flasken, og derfor er det en forsikringssag. Så hvis ikke den skal hældes ud, skal den drikkes nu. Derfor er vinsmagningen i dag også gratis, siger Lars Granat.
Rarewine Invest har udloddet de 60 glas vin på sociale medier, og de blev revet væk, mens mange er gået forgæves.
Vinsmagningen begynder torsdag klokken 14.
- Det kan potentielt blive en vinoplevelse for livet. Men vi ved ikke, om vinen kan have taget skade. Det bliver spændende at se, siger Lars Granat.