Nu svarer heste-konge på kritik: - Jeg er skuffet over, at min egen virksomhed er på det niveau

Nu reagerer Andreas Helgstrand på kritikken, som følge af TV2s skjulte optagelser.

Helgstrand Dressage møder i dag stor kritik, som følge af TV2 programmet 'Operation X: Hestemilliardærens hemmeligheder’.

I dokumentaren viser TV2 skjulte optagelser fra det nordjyske salgs- og træningscenter, som afslører, hvad eksperter kalder systematisk og voldsom dyremishandling.

Nu svarer stifter og medejer af Helgstrand Dressage, Andreas Helgstrand på kritikken.  

- Programmet gør utrolig stort indtryk på mig, jeg forstår helt og aldeles eksperternes kritik og tager stor afstand fra det, siger han til TV2.

Den danske dressurstjerne genkender ikke selv den kultur, som dokumentarprogrammet afspejler og slår fast, at han ikke var bekendt med den adfærd, som de skjulte optagelser viser.

- Jeg er skuffet over, at min egen virksomhed er på det niveau, det skal der gøres noget ved, forklarer Andreas Helgstrand.

quote Vi vil ikke acceptere den her slags ridning, vi skal være best in class, og det er vi også.

Andreas Helgstrand

Andreas Helgstrand er leder af tre store ejendomme, som tilsammen huser 350 heste. De 30 dressurryttere, der er ansat hos Helgstrand Dressage har til opgave at træne hestene op til dressur på eliteniveau, så de senere kan sælges videre. 

- Jeg kan ikke nå ud til alle de steder, siger Andreas Helgstrand.

Det er levende dyr

Optagelser viser, hvordan hestene trænes med kontroversielle metoder og har mærker fra pisk og blødende sår fra sporer. Sår som medarbejderne herefter forsøger at skjule med skosværte, ifølge dokumentaren fordi "folk oppefra" siger, at de skal.

- Det er levende dyr, og vi skal selvfølgelig sørge for, at vi passer dem optimalt, og det forsøger vi faktisk også her hos Helgstrand, forklarer Andreas Helgstrand, som ikke genkender, at medarbejderne skulle være blevet opfordret til at skjule hestenes skader.

- Vi har tjek på alle vores heste hver 14. dag, og så sent som i går var der tjek på vores heste uden anmærkninger, tilføjer han.

I juni hev Andreas Helgstrand TV2 i retten og politianmeldte journalister for at få nedlagt fogedforbud mod offentliggørelse af skjulte optagelser i hans stalde. Tidligere i november besluttede Landsretten, at TV2 gerne måtte bruge optagelserne.

- Man skal også huske, at den her udsendelse er 10 til 11 måneder gammel, og der er sket meget hos os siden da. Vi har lavet utrolig mange forbedringer og tjek hele vejen rundt, fortæller Andreas Helgstrand.


Seneste nyt

fra Nordjylland