Nul huller tak

Moderne tandpleje handler mere om at bevare tænderne end at reparere dem

Man kalder det holistisk eller helhedsorienteret tandpleje, og det handler om at se på sammenhængen mellem tændernes tilstand og kroppens generelle sundhed.

I Aalborg arbejder cheftandlæge Charlotte Nyby på Ulla Kjærsgaards tænder. Tænder, der var i alvorlig fare for at blive slidt op på grund af dårlig tandstilling.

- Ulla havde ondt i kæben, i tyggemusklerne og nakken og det skyldtes tænder som var ved at blive skæve og slidte og derfor tvang kæben ud af dens naturlige position, forklarer Charlotte Nyby, da Ulla Kjærsgaard er inde til et rutinetjek, mens TV2 Nord er på besøg på klinikken i Aalborg.

Normalt ville Ulla Kjærsgaard blive tilbudt en bideskinne, og så ville tingene få lov til at gå sin gang, indtil tænderne var så slidte, at kun omfattende korrektion og kroner kunne redde smilet.
I stedet valgte tandlæge og patient at tænke mere på forebyggelse end reparation. Løsningen blev en bøjle som rettede de skæve tænder ind og en beskyttelse på de slidte tænder. I løbet af kort tid var tandstillingen igen så korrekt, at smerterne forsvandt og smilet blev pænt. Uden smerter i kæbe og nakke, ændrede Ulla Kjærsgaard hele sin kropsholdning og hendes generelle livskvalitet blev forbedret.

- Jeg arbejder med pilates til dagligt og ved om nogen, hvor vigtigt det er, at kroppen er i balance. En ubalance i tænderne giver ubalance i resten af kroppen, så Charlottes tilgang til tandpleje passer som fod i hose, med det jeg underviser i til dagligt, forklarer Ulla Kjærsgaard.

Nu kan det virke lidt som noget hokuspokus, at tændernes tilstand har betydning for kroppens sundhed, men nyere undersøgelser dokumenterer at tandkødsbetændelse og paradentose faktisk øger risikoen for hjertekarsygdomme og så er der det psykologiske forklarer cheftandlægen:

- Hvis man går og skammer sig over sit tandsæt, så har det store psykiske følger. Og i dag hvor alle bliver ældre og ældre, skal tænderne jo holde i rigtigt mange år. Der er masser af halvfjerdsårige, som rejser og danser, og det er altså ikke nær så rart med en protese, smiler Charlotte Nyby og fortsætter:

- Vores patienters tænder holder efterhånden så længe, at deres ben giver op først, så vi skal snart have en elevator i ejendommen.


Seneste nyt

fra Nordjylland