Ny borgmesterkandidat melder sig på banen

Lasse Frimand Jensen melder sig som borgmesterkandidat i Aalborg Kommune.

38-årige Lasse Frimand Jensen melder søndag sit kandidatur til at overtage borgmesterkæden i Aalborg Kommune. 

Det bekræfter han overfor TV2 Nord. 

- Jeg har meldt mit kandidatur, fordi jeg har noget at byde på, og jeg har nogle visioner for Aalborg og nogle ting at arbejde for, siger Lasse Frimand Jensen. 

Kandidaturet sker efter, at nuværende borgmester Thomas Kastrup-Larsen har meddelt, at han stopper som borgmester og træder ud af byrådet fra den 31. juli. 

For at han kan stille op som borgmesterkandidat, skal man samle 25 stillererklæringer. Det vil sige, at 25 medlemmer af Socialdemokratiet, som har bopæl i Aalborg Kommune, skal pege på kandidaten. Og det har Lasse Frimand Jensen nået søndag. 

Forventer flere kandidater

Indtil videre er han den eneste, som officielt har meldt sig selv på banen, som Aalborgs nye borgmester, men han forventer, at der kommer flere. 

- Ud fra de udtalelser der har været fra andre, tror jeg, der kommer andre kandidater, siger han. 

Lasse Frimand Jensen har været socialdemokratisk medlem af byrådet siden 2014. Samtidig fungerer han som gruppeformand for Socialdemokratiet i Aalborg.

- Jeg vil arbejde for, vi stadigvæk er en videns- og uddannelseskommune kombineret med, vi også er en stor industrikommune, som har rigtig meget vigtigt erhvervsliv. 

- Jeg vil arbejde for, at vi har gode velfærdstilbud for alle mennesker gennem hele livet, og at vi gør noget ved klimaet og den grønne omstilling, siger Lasse Frimand Jensen.

- Det synes jeg, jeg har nogle kompetencer til, og jeg er fuld af respekt for det arbejde Thomas (Kastrup-Larsen, red.) har gjort. Jeg er klar til at gribe stafetten og løbe videre med den, siger han. 

Det er endnu ukendt, hvordan den nye borgmester vælges. Det kan være via urafstemning, hvor alle 1600 medlemmer i Aalborg Kommune stemmer, eller det kan være repræsentantskabet, der står for udvælgelsen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland