Ny domprovst i Aalborg
Foto: Aalborg Stift
Jacob Køhn Andersen begynder i sit nye job 1. december, og der er indsættelse ved højmessen 20. december ved biskop Henning Toft Bro.
Jacob Køhn Andersen kommer fra et job som provst for Skanderborg Provsti.
Aalborg Stift skal have ny domprovst. For efter ni år i Aalborg tog Niels Christian Kobbelgaard i sidste måned afsked med jobbet som domprovst over Aalborg Stift.
Nu er stillingen igen besat, og den nye domprovst i Aalborg hedder Jacob Køhn Andersen. Han er 52 år gammel og vokset op i Ringkøbing. På trods af en opvækst i et ikke særligt kirkeligt hjem, blev Jacob Køhn Andersen uddannet teolog fra Aarhus Universitet.
Han begyndte som præst i tre sogne på det sydlige Salling og derfra til Hørning ved Skanderborg, hvor han til nytår har været i 20 år – de sidste tre et halvt år som provst for Skanderborg Provsti. Nu gælder det dog en ny udfordring i Aalborg, hvilken Jacob ser frem til.
- Jeg er meget glad for udnævnelsen til domprovst i Aalborg. Det er en by, jeg ikke kender særlig godt, men som alle taler meget smukt om. Jeg glæder mig til at lære sognet, byen og stiftet at kende. Og jeg er sikker på, at det bliver en fornøjelse. Jeg håber – i al beskedenhed – på, at fornøjelsen ikke kun bliver på min side, siger Jacob Køhn Andersen.
Jacob Køhn Andersen begynder i sit nye job 1. december, og der er indsættelse ved højmessen den 20. december ved biskop Henning Toft Bro.