01:41

Video: Jesper Lange

Ny kapelmester leder slaget til Aalborgs Vinterrevy

Aalborgs Vinterrevy kører for 29. gang i år, men bliver stadig ved med at forny sig. Nu har en af danmarks bedste revykomponister tilsluttet sig holdet.

Han er vant til at stå i baggrunden og ikke at få lige så meget opmærksomhed som skuespillerne på scenen.

Men Vinterrevyens nye kapelmester er mindst lige så vigtig - hvis ikke mere - for at få hele showet til at spille sammen. 

Revyens nye komponist hedder Mickey Pless og har arbejdet med revyer i mere end 15 år. 

- Indtil videre har det bare været en fest - hyggeligt og arbejdsomt. Vi arbejder dag og nat for at blive klar til premieren, siger Mickey Pless. 

Mickey Pless har været kapelmester på flere andre revyer i løbet af årene, men det er første gang, han er med på Aalborgs Vinterrevy. Han kender dog de andre skuespillere særdeles godt og fik jobbet tilbudt, fordi han tidligere har arbejdet sammen med revyens instruktør, Rasmus Krogsgaard. 

- Det er altafgørende at have en dygtig kapelmester. Ellers mangler man en vigtig ingrediens, hvis man ikke har det, siger Rasmus Krogsgaard, der også selv spiller med i revyen.

- Mickey er pålidelig, og han har en god timing. Han er særdeles god til at få det hele til at hænge sammen.

Mickey Pless er den nye kapelmester til Aalborg Vinterrevy Foto: Jesper Lange

Mickey Pless har været med til at skrive flere af sangene til revyen og skal stå i spidsen for orkestret til forestillingerne. 

- Jeg synes, han er meget musikalsk og rytmisk. Det er en god helhedspakke, man får i Mickey. Og så er han bare et dejligt menneske at være sammen med også, siger Vicki Berlin, skuespiller i revyen.

- Jeg er god til at få tandhjulet til at flette sammen. Det bedste er, når tekst og musik mødes og går samme vej. Det er ligesom et tandhjul, der går ind i hinanden, siger Mickey Pless.

Danske Bank og Kim Larsen

Den nye kapelmester skal stå sin prøve hos Aalborg Kultur- og Kongrescenter, når vinterrevyen har premiere torsdag. 

Revyen sætter blandt andet fokus på Danske Bank-skandalen, og afdøde Kim Larsen bliver hyldet med en scene til sidst i showet, hvor publikum har rig mulighed for at synge med på kunstnerens mest klassiske numre. 

- Det bliver forhåbentligt fantastisk. Vi har lavet en rigtig god revy, synes jeg. Den er folkelig og eftertænksom og har flere sange, som folk kan være med på, siger Mickey Pless.

Aalborg Vinterrevy kører frem til den 11. december med shows hver fredag og lørdag. 

I revyen medvirker Rasmus Krogsgaard, Vicki Berlin, Thomas Mørk og Pernille Schrøder.