Ny metode: Elever øger deres tyske ordforråd i rekordfart

En ny undervisningsmetode har på Sønderbro-skolen i Aalborg vist sig at være rigtig effektiv. Eleverne tidoblede deres tyske ordforråd på tre uger.

De tyske gloser har drillet mange skoleelever i tidens løb. På Sønderbro-skolen i Aalborg har 6. og 7. årgang afprøvet en ny undervisningsmetode, der har vist sig at være rigtig effektiv. Metoden blev afprøvet i september og det viste sig at eleverne tidoblede deres ordforråd på tre uger. 

Metoden hedder memo-undervisning. Det går ud på, at forbinde tyske ord med skøre historier, så man med et billede i hukommelsen bedre kan huske det tyske ord. 

- Hvis vi skal huske kop på tysk, så får vi et keyword, som lyder ligesom kop på tysk. På tysk er kop 'tasse', så vi fik det danske ord tosse. Så får vi en mærkelig historie med en kop og en tosse, så vi kan huske det tyske ord bedre, siger Kasper Stie Davidsen, der går i 7. klasse på Sønderbro-skolen. 

Metoden blev oprindeligt udviklet til at hjælpe flygtninge og indvandrere til at lære dansk. Nu er håbet, at metoden også kan udbredes til folkeskolen. 

quote Der er virkelig mange af de her skøre billeder der hænger rigtig godt fast. Så jeg er helt sikker på at det virker.

Louise Dueskov Bastholm,  lærer

-  Der er virkelig mange af de her skøre billeder der hænger rigtig godt fast. Så jeg er helt sikker på at det virker, siger Louise Dueskov Bastholm, lærer på Sønderbro-skolen.

Det er foreningen Memo Danmark, der står bag den alternative undervisningsmetode. 


Seneste nyt

fra Nordjylland