Ny scanningsteknik er bedre til at opdage tilbagefald af kræft

En helt ny scanningsteknik som anvender et helt bestemt radioaktivt signalstof kan bedre lokalisere tilbagefald af prostatakræft.

Et hold internationale forskere har fået hul igennem til en ny teknik, der kan få stor betydning for mange patienter.

Deres internationale studie har nemlig vist at en ny form for scanning med stor sandsynlighed kan lokalisere tilbagefald af prostatakræft. Som den eneste afdeling i Norden er Nuklearmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital med i et stort, internationalt forskningsarbejde, som netop er publiceret i det anerkendte kræfttidsskrift, JAMA Oncology.

I studiet har forskerne undersøgt, om en indsprøjtning af et særligt radioaktivt stof kaldet 68-Ga-PSMA kan anvendes til at opspore tilbagefald efter operation for prostatakræft.

- I flere tidligere projekter har vi undersøgt den samme scanningsteknik ved prostatakræft og de foreløbige resultater har været lovende. Denne gang har vi lavet en undersøgelse, der involverer mere end 600 patienter og som med syvtommersøm slår fast at 68-Ga-PSMA er værdifuld til at opspore tilbagefald efter operation for prostatakræft, siger én af forskerne bag undersøgelsen, overlæge fra Nuklearmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, Helle Zacho.

Aalborg Universitetshospital tog allerede for tre år siden metoden i brug i den kliniske hverdag hos udvalgte patientgrupper.

- På Aalborg Universitetshospital har vi stor erfaring med netop denne scanningsteknik; vi var først i Norden med metoden og først i Europa til at gennemføre prospektive studier, og det er på den baggrund, at vi er blevet inviteret til at deltage i studier som dette, fortæller Helle Zacho.

Stor betydning for patienterne

Helle Zacho forventer, at indførelsen af den nye scanningsmetode vil forbedre udvælgelsen af patienter, så behandlingen bliver mere skræddersyet til den enkelte patient. Der ligger dog fortsat et stort arbejde foran forskerne med at undersøge og afgrænse præcist, hvilke patientgrupper, der vil få gavn af undersøgelsen.

- Vi er i gang med et utroligt spændende arbejde, hvor vi undersøger og evaluerer scanningsmetoden på udvalgte patientgrupper med prostatakræft. Altså ikke kun på patienter med tilbagefald efter operation, men for eksempel også ved vurdering af sygdomsudbredning hos patienter, der lige har fået stillet diagnosen prostatakræft, siger Helle Zacho.


Seneste nyt

fra Nordjylland