Nyt hospital har fået dispensation til el-installationerne

De allerede ophængte ledninger kan blive hængende, og det glæder regionsrådsformand Mads Duedahl (V)

De ledninger og installationer, der allerede er hængt op på Nyt Aalborg Universitetshospital, skal ikke rives ned. For Region Nordjylland har fået dispensation til at lade dem blive hængende.

Baggrunden var, at der på grund af for sen fremsendelse af dispensationsansøgning ikke var opnået dispensation til at gøre hospitalets el-installationer færdige efter reglerne i stærkstrømsbekendtgørelsen, der var gældende på tidspunktet for projektets start.

Og kort før jul blev der derfor sendt endnu en ansøgning afsted til Sikkerhedsstyrelsen, og nu har regionen så modtaget dispensationen, der betyder, at el-installationen kan laves færdig uden yderligere økonomiske eller tidsmæssige konsekvenser.

Og det glæder regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

- Jeg er rigtig lettet over, at vi nu har fået den dispensation. Det er jo et større to-cifret millionbeløb, vi taler om. Det er rart, at der er fornuft i systemet. Det ville ikke give nogen som helst mening at rive gamle ledninger ned for at hænge nye op, når det nu er indenfor de rammer, vi kan forvente, siger Mads Duedahl.




Seneste nyt

fra Nordjylland