Nyt sundhedsprojekt i Aalborg Kommune
Et nyt sundhedsprojekt i Kongerslev i Aalborg Kommune skal rykke sundhedstilbuddene ud til den enkelte borger.
Det er stor forskel på, hvor langt borgere har til sundhedstilbud i kommunen, og det kan for flere være en barriere. Derfor sætter Aalborg Kommune nu gang i projektet "Sundhed, der hvor du bor", der rykker sundhedstilbuddene ud til den enkelte borger.
Et af de udvalgte steder i Aalborg Kommune er Kongerslev-området. Lone Skriver er projektleder på "Sundhed, der hvor du bor" og har dermed indblik i, hvorfor Kongerslev er blevet udvalgt.
- Kommunen udvælger nye indsatsområder blandt andet på baggrund af hvor mange rygere der er, og hvor mange der døjer med stress eller dårlig søvn. Og det er vigtigt at komme helt ud i lokalområderne, så borgere ikke skal ind til eksempelvis Aalborg, siger Lone Skriver.
Projektet bygger på erfaringer fra et satspuljeprojekt sidste år, hvor rehabiliteringsområdet havde stor succes med at køre en lastbil ud til specifikke lokalområder med sundhedstilbud.