Lærkereden i Aalborg står klar til at modtage hjemløse kvinder mellem 18 og 30 år. Foto: Christian Pedersen

Nyt tilbud til unge hjemløse kvinder

I hjertet af Aalborg finder man Lærkereden. KFUKs første herberg kun for kvinder.

I dag åbnede et nyt herberg for udsatte unge kvinder i hjertet af Aalborg. 

Herberget hedder Lærkereden og er tiltænkt hjemløse og socialt udfordrede kvinder fra 18 til 30 år. Det er det første af KFUKs herberg, som kun er for kvinder. Lærkereden har plads til seks beboere, alle får et nyrenoveret værelse og derudover adgang til bad og køkken. Ifølge forstanderen Jeanette Dam Kaastrup har der netop manglet et tilbud udelukkende til kvinder.

- Det er rigtig vigtigt, at der er et sted kun for kvinder. Et sted der er mere skærmet end de nuværende eksisterende tilbud, et sted, hvor kvinderne kan være, uden at der er kaotisk misbrug, og uden at der er fare for grænseoverskridende adfærd, siger Jeanette Dam Kaastrup, forstander på Lærkereden. 

Værelserne er klar

00:49

Værestedet hedder Lærkereden og er tiltænkt hjemløse og socialt udfordrede kvinder fra 18 til 30 år.

Luk video

Projektet har været seks år undervejs og er baseret på de erfaringer, KFUK allerede har gjort sig, gennem deres arbejde i Reden. Værelserne er derfor også blevet gjort klar, så de er indrettet med håndklæder, sæbe, deodorant og andre nødvendigheder. 

Det er muligt for både kommuner og herberger at henvise til Lærkereden, ligesom også kvinderne selv eller deres familier kan henvende sig.