Nyt universitetshospital søger håndværkere

Byggeriet af det ny universitetshospital i Aalborg er nu nået så langt, at der efterlyses håndværkere til at bygge sengetårne og forskningsbygning

To sengetårne og en forskningsbygning skal nu rejses på det ny Aalborg Universitetshospital, og det kræver en ordentlig bunke håndværkere til byggepladsen.

Lige nu er i alt 23 fagentrepriser sendt i udbud, så der bliver nok at se til for de lokale håndværkere i Nordjylland, hvis de er vakse ved havelågen.

Byggeopgaverne omfatter udførsel af blandt andet vægge, lofter, gulvarbejder, installationer, isolering og ventilation - så der er brug for mange forskellige håndværkere til at løfte opgaven, både tømrere, snedkere, malere, elektrikere og rørlæggere, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

- Vi håber, at der er rigtig mange interesserede virksomheder, som vil byde ind på opgaverne. Det er jo ikke hver dag, man får mulighed for at være med til at bygge Nordjyllands største byggeri, og vi har forsøgt at tilrettelægge udbuddet, så det henvender sig til flere forskellige størrelser af håndværksvirksomheder. Det er nemlig vigtigt for os, at både mindre og større firmaer kan være med, siger projektchef Niels Uhrenfeldt.

Det er omtrent 43.000 kvadratmeter af det i alt 170.000 kvadratmeter store byggeri, der nu udbydes. Arbejderne er fordelt på tre forskellige bygningsafsnit bortset fra enkelte tværgående entrepriser. Så det er muligt at give tilbud en, to eller tre bygninger alt efter kapacitet.

Den nederste bygning er forskningsbygningen, der får en størrelse på 7.000 kvadratmeter fordelt på fire etager med forskningslaboratorier, undervisningsfaciliteter, møderum og fællesarealer.

De to sengetårne er på henholdsvis 16.000 og 20.000 kvadratmeter og opføres i fire og fem etager. Sengetårnene indeholder primært sengestuer med toilet og bad. Der er desuden en enkelt etage med faciliteter til administrationen.

Opgaverne i dette udbud er bare det første af i alt tre udbudspakker. Den næste forventes at blive offentliggjort om cirka et halvt år og gælder behandlerbygningen og den fælles akutmodtagelse.

Vil man lægge billet ind på udbuddet, skal tilbud afleveres elektronisk og uploades til udbudsportal. Der er licitation den 25. oktober klokken 12. 


Seneste nyt

fra Nordjylland