Nytårsaften med vat i ørerne
Se hele TV2 Nords indslag fra Vestbyens Rideklub.
Nytårsaften er lig med raketter, men det er ikke alle dyr, der deler den samme begejstring for de store brag og flotte farver på himlen. Derfor havde Vestbyens Rideklub gjort en særlig indsats for, at deres heste og ponyer kom trygt ind i det nye år.
Vestbyens Rideklubs placering er ikke ligesom mange andre rideklubbers. Den ligger nemlig på Annebergvej i Aalborg, og det betød, at de til nytårsaften måtte gøre en lidt ekstra indsats for hestenes tryghed.
Hestene kan ligesom mange andre dyr blive bange for de store nytårsbrag, der kom i løbet af dagen, jo nærmere man kom midnat.
- Hestene kommer tidligere ind, de har musik og lys, samtidig med at vi har overvågningskameraer oppe, fortæller Trine Anka Overgaard, som er bestyrelsesmedlem i Vestbyens Rideklub, om de tiltag de gør nytårsaften.
Danskere vil have færre affyringsdage
Hvis ikke Vestbyens Rideklub skærmer hestene mod bragene, kan de komme slemt til skade.
- De løber rundt ude på folden, som jo er en del knoldet på den her tid af året, og så kan de vride om og brække benet, fortæller Trine Anka Overgaard.
Den perfekte aften ville jo være uden krudt, men der skal være plads til alle
Trine Anka Overgaard, bestyrelsesmedlem i Vestbyens Rideklub
I en rundspørge, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken, ser 70 procent af danskerne gerne, at perioden for affyring af krudtet blev indskrænket til kun at vare to dage – 31. december og 1. januar.
- Jeg tænker, at det ville være fornuftigt, hvis det kun var den 31. og den 1., der måtte skydes af, og der tænker jeg generelt for dyrene, siger Trine Anka Overgaard.
52 procent af deltagerne i rundspørgen mener også, at almindelige mennesker ikke burde have lov til at skyde raketter og andet fyrværkeri af udenfor privat grund, og hele 46 procent er helt eller overvejende enige i, at fyrværkeri skal forbydes helt.
Vat i ørerne
En del af rideklubbens heste går normalt ude året rundt, men fredag var en undtagelse, hvor de skulle overnatte i en boks på travbanen i Aalborg.
- Det er simpelthen for, at de kan få fred og ro, at de er lukket inde, så de ikke løbet forvildet rundt og er bange ude på foldene, siger Trine Anka Overgaard.
Foruden overnatningen fik hestene også vat i ørerne for at skærme dem mest muligt mod støjen.
Mens de fleste var på gaden og se på fyrværkeriet til midnat, var de 22 heste fra Vestbyens Rideklub at finde i deres bokse.
Ved rideklubben har man dog forståelse for traditionen omkring nytårsaften.
- Den perfekte aften ville jo være uden krudt, men der skal være plads til alle, og nytårsaften er med krudt, og derfor tager vi jo vores forholdsregler og sætter dem i boks, siger Trine Anka Overgaard.
Hestene blev lukket ud lørdag morgen klokken ni.