Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Obelske Familiefond giver 50 millioner kroner til kunstværk på Spritten

Cloud City, et kunstværk til 100 millioner kroner, er nu sikret med en gavmild donation fra Det Obelske Familiefond. Dermed når Spritten en vigtig milepæl i sin udvikling.

50 millioner kroner til 68 store glaskuber. Med hjælp fra Det Obelske Familiefond tager Aalborg i et stort skridt i retningen af at realisere det nye byområde Cloud City eller i folkemunde "Spritten" på byens gamle spritfabrik. Ikke mindre end 50 millioner kroner spytter fonden i kassen til et kunstværk af den argentinske kunstner, Tomàs Saraceno.

- Det er med meget, meget stor taknemmelighed og glæde, at jeg har modtaget beskeden fra Det Obelske Familiefond, siger investor og udvikler bag Cloud City Aalborg, Martin Nielsen, som har optionsaftale på halvdelen af spritgrunden og de tilhørende fabriksbygninger.

- De første penge i en fondsproces er altid særligt vanskelige at sikre, og vi er utroligt glade for, at Det Obelske Familiefond på denne måde er gået forrest med sin donation. Det er – udover et vigtigt skridt på vejen til at realisere projektet - også en kadeau til den samlede vision. Cloud City bliver et vigtigt greb, ikke bare for Aalborg og for Nordjylland, men for hele Danmark. Cloud City vil give Aalborg det, som byen mangler, nemlig et levende bindeled mellem centrum og Vestbyen, som vil trække turister til, skabe omsætning og arbejdspladser og på en helt ny og unik måde være med til at sætte hele Danmark på verdenskortet, siger Martin Nielsen videre.

Stor donation skal skabe nyt vartegn i Aalborg.

Han oplyser yderligere, at selskabet bag Cloud City er i konstruktiv dialog med to-tre større danske fonde om den resterende finansiering. Det vil nemlig koste 150 millioner kroner at realisere et kunstcenter og et værk af de dimensioner, der er tænkt med "Cloud City". Men ifølge Martin Nielsen er man halvvejs med at finde pengene.

Spørger man bestyrelsesformand for Det Obelske Familiefon, Christen Obel, er det den ambitiøse vision og det store potentiale for kunstværket, der har udløst donationen.

- Saracenos værk bliver en attraktion med international appel, som bygger videre på de kunstneriske og arkitektoniske værdier, byen allerede har. Det samlede kompleks med blandt andet artcentret MonAA og et nyt Aalborg Teater har en helt unik karakter og vil give området en enorm appel. Det er derfor vores håb og forventning, at det samlede projekt kan realiseres, og det er i den forventning, donationen er givet, siger Christen Obel.

Aalborg Spritfabrikkers bygninger i Aalborg Vestby har stået ubrugte hen siden sommeren 2015 og er siden erklæret for danmarkshistoriens største industrifredning. Det betyder, at de ikoniske bygninger stort set ikke må røres eller ændres på, og derfor har Martin Nielsen og stjernearkitekten Bjarke Ingels' tegnestue BIG været på noget af et arbejde for at modernisere bygningerne uden at ødelægge dem.

Hos borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) er der stor glæde over tilsagnet fra Det Obelske Familiefond:

- Jeg er både meget glad, stolt og taknemmelig for, at bestyrelsen i Det Obelske Familiefond har bevilliget et så stort og flot beløb til realiseringen af Cloud City Aalborg. Jeg betragter donationen som en tilkendegivelse af det visionære og ambitiøse projekt, som skal være med til at omdanne Spritten til en fantastisk spændende kunst- og kulturbydel. Desuden er jeg sikker på, at anerkendelsen fra Det Obelske Familiefond helt naturligt vil gøre det muligt at finde de sidste penge via andre fonde, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Han og Aalborg Kommune har selv givet grønt lys for en bevilling på 25 millioner kroner til kunstcenteret og kunstværket.

Kunstværket Cloud City

  • Værket Cloud City er skabet af den argentinske kunstner Tomás Saraceno og består af 68 glaskuber, der hver måler 4,5 meter i diameter. Når de sættes sammen, vil værket nå en højde af 30 m.
  • Besøgende vil kunne træde ind i værket via taget på en af de eksisterende bygninger på spritgrunden. Værket vil kunne ses under indflyvning til Aalborg Lufthavn og forventes at blive et markant vartegn for byen, såfremt det lykkes at realisere det.
  • Det vil koste cirka 100 millioner kroner at realisere kunstværket.
  • Arealet planlægges udover kunstværk og kunstcenter at huse det nye Aalborg Teater, et mikrodestilleri, en økologisk chokoladefabrik, torvehal, boutique-hotel, luksuslejligheder og meget mere.
  • Hele den planlagte udvikling af Martin Nielsens del af spritgrunden vil koste 500 millioner kroner.


Alle tre varetægtsfængslet - dog ikke for drab

Foto: Per Frank Paulsen

Alle tre nægtede sig skyldig i kendelsen.

Kort før klokken 5 søndag morgen døde en 29-årig mand som følge af flere knivstik.

Klokken 7.15 og 8 blev to personer anholdt, mens to andre blev fanget i Brovst ved 13-tiden.

Alle fire personer, mener politiet, har forbindelse til overfaldet på den 29-årige, men blot tre af dem blev sigtet for manddrab ved Retten i Aalborg søndag aften.

Alle tre endte med at blive varetægtsfængslet i fire uger. Her er der tale om en 45-årig mand, en 32-årig mand og en 24-årig kvinde.

Det oplyser anklager hos Nordjyllands Politi Malene Lund Andersen.

- Dommeren fandt dog ikke, at der var begrundet mistanke for manddrab. De blev alle tre i stedet varetægtsfængslet for begrundet mistanke for grov vold med døden til følge, forklarer anklageren.

I anklageskriftet lyder sigtelsen mod de tre personer blandt andet, at de i forening dræbte den 29-årige mand, og at de tildelte ham slag mod krop og hoved, og at de lavede flere knivstik på bryst og ryggen af ham.

To accepterede kendelsen

Alle tre personer nægtede sig skyldig i sigtelsen mod dem, fortæller anklageren.

- To af dem har valgt ikke at kære varetægtsfængslingen, mens den sidste har udbedt sig betænkningstid i forbindelse med det, siger Malene Lund Andersen.

Den 29-årige mand døde Vestergade i Fjerritslev, hvor politiet modtog anmeldelsen klokken 04.52 søndag og dagen igennem har været massivt til stede. Både af hensyn til efterforskningen, men også for at bringe tryghed til borgerne i byen.

Det har dog været sparsomt med oplysninger fra politiet om et motiv, eller hvilken relation den 29-årige og de sigtede har til hinanden - udover at det er sket i et lukket, kriminelt miljø i Fjerritslev. Det er den hypotese, Nordjyllands Politi arbejder ud fra.

Dermed udelukker politiet også, at sagen har relation til den bandekonflikt, som har fundet sted i Aalborg i de seneste måneder.

På nuværende tidspunkt kan hverken anklager Malene Lund Andersen eller politiet fortælle mere. Det sker på baggrund af efterforskningshensyn, som også gjorde, at dommeren til grundlovsforhøret valgte at lukke dørene. Derfor kan medierne heller ikke berette om, hvad der skete inde ved grundlovsforhøret.

Du kan læse mere om sagen herunder i livebloggen:


Pudel tæt på at blive helt: AaB smed føring og brændte straffespark

Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)

Det var tæt på, at AaB kunne lune sig på tre point i efterårskulden.

Det var et jubelbrøl af dimensioner, der kom fra AaB-fansene, da Bjarne Pudel headede AaB i front med blot ti minutter igen.

Så troede man, at AaB fik hævn for sidste kamp mod Vejle, som endte 2-2, men sådan gik det ikke.

Føringen holdt nemlig ikke mod bundproppen søndag aften, da Vejle fik udlignet til 3-3 i en særdeles dramatisk kamp. Et brændt straffespark fra Oliver Ross endte også med at blive afgørende.

Vejle pressede hårdt

Begyndelsen af kampen var en hektisk affære, hvor Vejle pressede AaB hårdt i opspillet, men det tog tid, før chancerne for mål kom.

Efter 17 minutter skød den tidligere AaB-spiller Anders K. Jakobsen en kanonkugle på overliggeren, men det forblev lige ved og næsten for sydjyderne.

Men otte minutter var den gal igen i AaB-forsvaret.

Lars Kramer missede en tackling midt på banen, og det udnyttede Dimitrios Emmanouilidis - for AaB-keeper Vincent Muller stod langt ude af målet. Derfor sendte Vejle-spilleren den nemt ind i AaB-målet i et effektivt kontraangreb.

AaB-spillerne fik sig dog samlet op på trods af et hårdt Vejle-pres, og efter 40 minutter fik Oliver Ross den ultimative mulighed for udligning, da AaB fik tilkendt et straffespark.

Det var desværre for ham et forkølet forsøg midt i målet, og han missede derfor den store chance.

Anderledes anden halvleg

Kort efter pausen fik AaB igen et straffespark i sin retning, og det blev anfører Mathias Jørgensen, der steppede op. Den mulighed missede han ikke, og så var der udlignet.

De gode minutter stoppede ikke for AaB, for John Iredale fik nemlig scoret for anden kamp i streg. Bolden blev ikke sendt væk af Vejle-forsvaret, og så kunne australieren sende AaB i front.

Træerne voksede ikke ind i himlen for AaB, som fem minutter efter smed føringen igen. På et hjørnespark fik Damian van Bruggen sendt bolden op i det lange hjørne.

Efter udligningen fra Vejle fik AaB flere gode chancer, da både Mathias Jørgensen og Lars Kramer er tæt på at sende aalborgenserne i front.

Få minutter senere sendte Mylian Jimenez bolden ind i feltet på et frispark, hvor Bjarne Pudel kom først på den og sendte den i nettet. Selv ikke et VAR-tjek kunne stoppede den tidligere Dortmund-spiller fra at score sit første mål for klubben til 3-2.

Det skulle desværre ikke blive kampen sidste mål.

Musa Juwara gik ind i banen fra højre side og drejede langt ud fra siden bolden bag Vincent Müller.

Det blev sidste mål, og dermed satte AaB kun et point ind på kontoen i mod bundproppen i Superligaen.

AaB forbliver på niendepladsen og har nu 15 point efter 14 kampe.


29-årig blev dræbt af knivstik: Her er, hvad vi ved, og hvad vi mangler svar på

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Få overblikket over drabet på den 29-årige mand.

En 29-årig mand blev søndag nat/morgen dræbt på Vestergade i Fjerritslev efter flere knivstik.

Her er fire personer blevet anholdt, og tre af dem skal i grundlovsforhør.

TV2 Nord har samlet, hvad vi ved, og hvad der stadig mangler svar på.

Du kan også læse livebloggen om sagen herunder:

Hvad vi ved

  • To personer blev anholdt omkring klokken 7.15 og klokken 8 i Fjerritslev, hvor de blev ført væk af politiet.

  • De sidste to mistænkte blev anholdt ved 13-tiden i Brovst.

  • Drabet skete på Vestergade i Fjerritslev, men der har været afspærringer i meget af byen dagen igennem. Her har politiets efterforskning været i gang, og der kom teknikere helt fra København.

  • Politiet oplyser, at de ikke mistænker, at drabet har relation til den verserende bandekonflikt i Aalborg.

  • Derimod er en hypotese fra politiet, at det er sket i et lukket, kriminelt miljø i Fjerritslev.

  • Tre af personerne blev fremstillet i grundlovsforhør søndag aften, hvor de blev sigtet for manddrab, slag og spark mod hoved og krop, samt knivstik i bryst og ryg . Der er tale om to mænd på henholdsvis 32- og 45 år og en 24-årig kvinde.

  • Alle tre nægtede sig skyldig i manddrab.

  • De tre personer blev alle varetægtsfængslet i fire uger, men det var ikke for manddrab. Det var derimod for begrundet mistanke om grov vold med døden til følge.

  • To af personerne valgte ikke at kære kendelsen, mens den sidste udbad sig betænkningstid i forhold til at kære kendelsen.

Hvad vi ikke ved

  • Der er intet meldt ud om motivet endnu, ligesom der ikke er meldt ud, hvad der skete, som førte til, at den 29-årige mand mistede livet.

  • De enkelte personers rolle i forbindelse med drabet er ukendt.

  • Det er "blot" tre af de anholdte personer, som fremstilles i grundlovsforhør, og politiet er stadig ved at klarlægge, hvad den sidste persons rolle er.


Familievirksomhed har drøntravlt med at sælge nissepis

Et fælles ønske om at gå glad på arbejde fik Lise og Ib Klausen fra Farsø til at prøve kræfter med julesnapsen.

Det er ikke mange år siden, Lise Klausen arbejdede som pædagog og hendes mand, Ib, som slagter, men i dag har de sammen åbnet deres eget firma.

- Vi trængte til at prøve noget nyt, siger Lise Klausen.

Spice By Spice hedder virksomheden, som i dag er mere end fem år gammel. De driver den blandt andet sammen med deres datter, Cecilie, men hun er langt fra det eneste medlem af familien, der bruger sin hverdag i virksomheden med de finurlige produkter.

- Så har vi jo også famse ansat, som altid er så sød til at kigge forbi, fortæller Lise Klausen.

Se hele indslaget her:

Der er fart på nissepisset

Familiemedlemmerne hjælper både med det visuelle udtryk- og pakningen og salg af produkterne.

- Det er fuldstændigt uundværligt. 70 procent af vores omsætning sker jo lige nu, så de er helt vildt vigtige for os, lyder det fra Lise Klausen.

De populære produkter som Nisse-pis og Kisse-mis delte også familievandende til at starte med. De var bange for, at det ville skræmme folk væk.

- Vi stod faktisk på Frederiksberg og forsøgte at uddele smagsprøver. Der var en ældre mand, der sagde, at navnet var helt forkert, fortæller Lise Klausen og fortsætter:

- Men så blev jeg prikket på skulderen af en anden mand, der hørte det, som bare gav mig tommelfinger op, griner hun.

Der var ikke mange reoler, da Ib og Lise Klausen startede firmaet, Spice by Spice. Foto: Cecilie Klausen

Farmor er med

Opskriften på Nissepis betyder også noget ganske særligt for hele familien Klausen.

- Det er jo farmors gamle opskrift, som vi bruger i flaskerne, fortæller Lise Klausen.

Den opskrift har i skrivende stund været medhjælper til, at en hel familie nu kan sætte sig sammen om julebordet og skåle i deres helt egen julesnaps.

- Nissepis, nissepis, nissepis, griner Lise Klausen.


En hyldest til frivillige: Festival skal lokke nye til

I Rebild Kommune skal en såkaldt frivilligfestival hylde de frivillige og skaffe nye medlemmer.

Det kan være svært at skaffe frivillige og medlemmer til en forening.

Men i Rebild Kommune har Frivilligcenter Rebild måske en ide til, hvordan man kan gøre det, og samtidig hylder de nuværende frivillige.

For tredje år i træk holdte de frivilligfestival i Skørping Idrætscenter, hvor besøgende kunne se, høre og prøve sig af med nogle af de i alt 40 fremmødte foreninger.

Foreninger på kryds og tværs af kultur, fritid og landsbyer i Rebild Kommune.

- De andre år er det gået rigtig godt. Sidste år fordoblede vi vores deltagertal fra forrige år. I år er vi i hvert fald lige så mange som sidste år, fortæller centerleder for Frivilligcenter Rebild, Christina Dige Rejkjær.

Målet er, at festivalen kan give et indblik i de forskellige foreninger og hjælp til de frivillige, som kan have problemer med blandt andet at skaffe penge til aktiviteter i foreningerne.

- Vi håber, at foreningerne går herfra og oplever, at der er kommet mere synlighed omkring dem. Måske er de heldige, at der er kommet flere frivillige. Og så håber vi, at alle, der har været her, synes, det har været en super fed dag, og er klar til at komme igen næste år, lyder det fra Christina Dige Rejkjær.