Øjenvidne: Politiet stormede op ad trapperne
Onsdag er der kæmpe politiaktion flere steder i landet på grund af mistanke om terrorforberedelser. I Aalborg har politiet været tilstede i timevis.
Nordjyllands Politi er onsdag en del af en stor politiaktion. Politiet og PET har en begrundet mistanke om forberedelser af terrorangreb med et militant, islamistisk motiv.
Politiet har ransaget 20 adresser i landet og anholdt 20 personer, oplyser chefpolitiinspektør i Københavns Politi Jørgen Bergen Skov på et pressemøde.
Blandt andet har der været ransagninger på Stormgade i Aalborg og på Ravnkildevej i Aalborg Øst.
Emil Thoftgaard Christiansen bor på Ravnkildevej. Han sad og lavede lektier, da politiet pludselig kom.
- Vi sad i stuen og øvede tysk, og omkring klokken 12 så vi en politibil komme kørende. Så så vi en håndfuld tungt bevæbnet politi, som stormede op ad trapperne og brød ind i en lejlighed, siger Emil Thoftgaard Christiansen.
Han fortæller, at han så en person blive arresteret.
- Politiet afspærrede området og forsikrede os om, at der ikke var noget, vi skulle være bekymrede for, siger Emil Thoftgaard Christiansen.
Et større område på Ravnkildevej har i løbet af dagen været afspærret.
Også på Stormgade i Aalborg var politiet tilstede, og et øjenvidne fortæller til B.T., at to mænd blev ført væk i hvide DNA-dragter af kampklædte politistyrker.
Sigtes efter terrorparagraffen
Københavns Politi og PET har onsdag eftermiddag holdt pressemøde om den koordinerede politiaktion, som syv politikredse er involveret i.
Her fortalte de, at de har foretaget mere end 20 ransagelser, og at 20 personer er blevet anholdt.
- Nogle af disse bliver sigtet efter terrorparagraffen. Baggrunden er, at de blandt andet har skaffet sig remedier til at fremstille sprængstoffer, ligesom de har forsøgt at fremskaffe sig skydevåben, siger chefpolitiinspektør i Københavns Politi Jørgen Bergen Skov.
Alle personer, som politiet gik efter ved dagen aktion, er blevet anholdt. Det vil sige, at ingen er på fri fod.