Økonomisk ekspert: SU-nedskæringer er ubetydelige

Det vil ikke få store konsekvenser for studerende, hvis regeringen gennemfører sit forslag om at skære i SU'en - men de studerende protesterer stadig.

Torsdag nedlagde flere tusinde studerende landet over undervisningen for at gå på gaderne og demonstrere. Emnet var regeringens planlagte nedskæringer i SU'en, så en studerende går fra 5100 kroner udbetalt om måneden til 4300 kroner. Til gengæld vil det være muligt at låne mere ved siden af og at arbejde mere uden at blive trukket i SU.

Men den løsning falder altså ikke i de studerendes smag - heller ikke selv om en økonomisk ekspert i et regnestykke på TV2 Nord i går kunne påvise, at de økonomiske konsekvenser for den enkelte studerende er minimale.

- Det er ikke noget, der vil få nogen stor betydning, konkluderede Hans Peter Christiansen fra Uvildig.dk.

Hans regnestykke viste nemlig, at det ikke vil komme til at koste den studerende mere end højst 100 kroner om måneden efter endt uddannelse at skulle låne sig til de 800 kroner, SU'en vil blive skåret med månedligt efter regeringens forslag.

Men det var ikke nok til at overbevise den studerende, Dan, der kiggede med under udregningerne. 

- Vi føler ikke, at det burde være nødvendigt at låne for at kunne klare sin uddannelse. Den SU, vi har nu, fungerer rigtig godt og gør det muligt at tage den her uddannelse. Og det med de forbedrede lånemuligheder ligger ikke lige til højrebenet for os. For eksempel vil folk fra ikke-akademiske hjem nok ikke låne penge for at tjene penge senere, siger Dan.


Seneste nyt

fra Nordjylland