Omsatte for 20 millioner på første åbningsdag
Foto: Power
Flere end 4.000 kunder stod i køen, da POWER Aalborg åbnede fredag morgen klokken 7.
Flere end 14.000 handlende besøgte POWERs første butik i Nordjylland, som åbnede fredag.
En solgt computer og tablet i minuttet. Det gik mere end stærkt, da elektronik- og hvidevarekæden POWER havde første åbningsdag i deres nye butik i Aalborg City Syd.
120 medarbejdere var kaldt på arbejde – og de fik travlt. I alt lagde flere end 14.000 besøgende vejen forbi, og der blev omsat for mere end 20 millioner kroner.
- Vi havde en lille forhåbning om, at vi måske kunne nå op på hele 10.000 besøgende til åbningsfesten. Det antal nåede vi allerede klokken 16, og omsætningen blev mange millioner kroner højere end forventet, siger Jesper Boysen, der er direktør hos POWER.
Flere end 1000 computere og tablets blev langet over disken. Det samme blev 850 mobiltelefoner, 850 høretelefoner, 700 TV og 650 vaskemaskiner, tørretumblere og opvaskemaskiner.
- Heldigvis har vi købt godt ind, siger Jesper Boysen.
Lørdag fortsætter åbningsfesten.