45-årige Anne Nielsen fra Nibe har i 17 år levet med posttraumatisk stresssyndrom - noget, der fik hende til at skrive et digt, der ikke kun er gået viralt, men også har givet hende en ny ven.
"Once I was a soldier. Now I am nothing. Once I fought against the enemies. Now my enemy lives in my body."
Sådan lyder de første linjer i et af Anne Nielsens digte. Anne Nielsen fra Nibe har ikke været i krig. Hun har aldrig affyret et våben eller dræbt et andet menneske. Men hun har været tæt på at miste livet flere gange, og hun ved, hvad det vil sige at have PTSD - posttraumatisk stresssyndrom.
Noget, hun har sat så præcise ord på, at hendes digte er gået ikke bare verden rundt, men også lige i hjertet på ikke så få amerikanske krigsveteraner fra Vietnamkrigen.
- Det er jo fantastisk, hvor mange verden over der har skrevet til mig og fortalt, at jeg har hjulpet dem med at sætte ord på deres følelser, siger 45-årige Anne Nielsen.
Fra sit hjem i Nibe, hvor hendes digt hænger som en plakat på væggen, er hun nået meget længere ud, end nogensinde selv havde turdet drømme om, at hun ville. Digtet er blevet delt flere end 3000 gange på Facebook, og en amerikansk tv-station har også inviteret hende i studiet for at tale om det.
Selv fortæller Anne Nielsen, at digtet og flere andre blev skrevet på et tidspunkt, hvor hun havde det rigtig skidt og faktisk overvejede at gøre end ende på sit liv. Hun har levet med PTSD i 17 år efter flere gange at have været tæt på at miste livet i trafikulykker. Så at skrive om det blev hendes vej ud af det - og ordene har ikke bare givet hende trøst, de har også givet hende nye venner over hele verden.
En af dem er den 68-årige krigsveteran Allen.
- Da jeg læste digtet første gang, ramte hvert et ord mig. Og mit hjerte bankede. Digtet trøster mig. Det gør mig rolig. Jeg kigger på digtet hver eneste dag, siger Allen om det at læse digtet.
40 år efter sin deltagelse i Vietnamkrigen er han stadig ikke færdig med at kæmpe. Krigen blev nemlig til PTSD, og først nu tør han sætte ord på sine oplevelser og dele dem med Anne Nielsen. Han har nemlig taget turen over Atlanten for at møde hende ansigt til ansigt.
- Jeg vidste, at vi havde nogle af de samme problemer. Og det var egentlig bare det. Det kom bare lige pludselig til mig. Men det har været som at åbne en dør til et fællesskab, hvor folk har stået med åbne arme og sagt: "Kom du herhen, for du skal bare ikke have lave til at være alene", fortæller Anne om digtene, som hun har lavet om til film og delt på Facebook.
- Da jeg så filmen, vidste jeg, at jeg for altid havde fået en ven. Min familie har aldrig forstået det, og jeg ved ikke, om de i virkeligheden vil. Anne forstår mig, og jeg føler, at jeg kan åbne op for mit hjerte. Jeg har været i stand til at snakke om noget, som jeg aldrig før har talt med nogen om. Jeg tror på, at vores venskab er en gave fra Gud, siger Allen.
"I'm still walking with my backpack. I'm still fighting. Not to kill anybody. But to survive."
Sådan slutter Anne Nielsens digt. Hun har planer om på et tidspunkt at gengælde Allens besøg og rejse til USA for at se til ham og de mange andre krigsveteraner, der har læst hendes digt.
