Orienteringsløb på skoleskemaet
Dansk, matematik og engelsk blev for en stund byttet ud med orienteringsløb i Aalborg.
Dansk, matematik og engelsk blev for en stund byttet ud med orienteringsløb i Aalborg.
Kulde og blæst kunne ikke tørre smilene af eleverne fra 4.-6. klasse, da der var orienteringsløb i Mølleparken. Efter at være blevet udstyret med kort og kompas skulle de finde vej på forskellige ruter.
Det var Aalborg Orienteringsklub, der styrede løjerne og sørgede for, at eleverne kunne finde rundt – og kunne finde ud af at registrere tiderne korrekt.
- De får forhåbentlig et smil på læben og en oplevelse af, at det er sjovt at være ude – selvom det er vådt og koldt, siger Helle Bobach fra Aalborg Orienteringsklub.
Udover klassisk orienteringsløb, hvor eleverne var opdelt i hold, kunne de også prøve kræfter med en kort sprintbane på 500 meter, hvor de var alene om at finde rundt. En af dem, der kastede sig over den udfordring, var Tor Kastrup Lyngsø fra 4. klasse på Nørre Uttrup Skole.
- Det har været rigtig sjovt at finde rundt på kortet, siger han, efter at have klaret ruten på tre minutter og seks sekunder.
Orienteringsløbet var en del af Skolernes Find Vej Dag, som er et landsdækkende event, der bliver afholdt 30. april. Her kan alle interesserede prøve kræfter med orienteringsløb.