Oversavet jagtgevær affyret i have: 47-årig kom til skade

En 47-årig mand kom natten til lørdag galt af sted, da et oversavet jagtgevær blev affyret i en have i Aalborg Øst.

En 47-årig mand måtte kort før klokken 01.00 natten til lørdag en tur på skadestuen. Manden havde beskadiget sin finger i forbindelse med en episode i Aalborg Øst, hvor et oversavet jagtgevær blev affyret i en have.

- Omstændighederne omkring episoden er noget uklare. Vi ved endnu ikke præcis, hvad der er sket, siger vagtchef Per Vagn Nielsen fra Nordjyllands Politi.

Da politiet ankom til adressen, fandt patruljen et oversavet jagtgevær og den tilskadekomne mand, som ifølge vagtchefen er fra Vendsyssel. Den 48-årige mand, som bor på adressen, er blevet anholdt, og han bliver sigtet for at overtræde våbenloven og for at have affyret våbnet i et beboet område.

Den 47-årige mand er ifølge vagtchefen ikke kommet alvorligt til skade.


Seneste nyt

fra Nordjylland