Gustav Chebørløv Løfting har fanget en krabbe på dagens fjordsafari. Foto: Katja Schlaikier

På med fiskenet og gummistøvler: Kom med på fjordsafari

Fjordlegepladsen i Nørresundby er et hit blandt børnehaverne i området. Onsdag var det Børnehaven Strandparken, der tog på fjordsafari.

Der er ikke noget som en god tur ud i naturen, hvor man kan få jord under neglene og sand i skoene. Og når man så ovenikøbet kan fange nappende krabber og små snegle, er dagen dømt til at blive god.

Onsdag pakkede børnene fra Børnehaven Strandparken fiskenet, gummistøvler og redningsvest og tog på safari ved Limfjorden – ligesom knap 200 andre børnehavebørn har gjort før dem.

Børnehaven Strandparken bruger Limfjorden som ekstra legeplads.

- Man kan bade i mudderet og plaske i vandet, siger Gustav Chebørløv Løfting.

Og så kan man fange krabber. Store krabber, der napper. Og så gælder det om at være forsigtig.

- Man skal bare holde på numsen af dem, forklarer Gustav Chebørløv Løfting.

Det er hverken første eller sidste gang, at lokalerne i børnehaven bliver skiftet ud med leg i vandkanten ved Limfjorden.

- Børnene er rigtig optagede af at skulle til fjorden. De glæder sig, og de er næsten ikke til at få med tilbage igen, siger Lotte Kløve, der er pædagog ved Strandparken.

Udover at få en god oplevelse styrker det også sanseligheden.

- Det er vigtigt at de lærer om det, der omgiver dem, siger Lotte Kløve.

Kom med på fjordsafari her:

02:12

En børnehave i Nørresundby har fået sig en noget anderledes legeplads. Med Limfjorden i baghaven bruger de både vaders og undervandskikkerter til at underholde og gøre børnene klogere.

Luk video