På trods af corona: Nordjysk Madfestival sætter fokus på mad - og socialt udsatte
Nordjysk Madfestival bliver i år afholdt for tredje gang.
I disse dage afholdes, for tredje år i streg, Nordjysk Madfestival. men som så meget andet i denne tid, er det anderledes, end det plejer. I stedet for at samles om store begivenheder, samarbejder arrangørerne med lokale restauranter om at møde borgere, der hvor de er.
For tredje år i streg bliver der i disse dage afholdt Nordjysk Madfestival. Festivalen er skabt for at få større forkus på gastronomiscenen i Nordjylland, men i år er festivalen ikke, som den plejer. Corona har - som med meget andet - sat en stopper for de normale begivenheder. Og derfor har arrangørerne tænkt anderledes.
- Vi syntes, at når alt andet omkring os aflyser, så bliver vi nødt til at forsøge at afholde noget, der bare ligner en madfestival. Det siger Sarah Kruse, og hun er arrangør af Nordjysk Madfestival.
- Vi vil gerne tage et socialt ansvar for dem, der ikke altid har muligheden for at få disse madoplevelser, og denne nydelse i livet
Sarah Kruse, arrangør af Nordjysk Madsfestival
Festivalen kommer til borgerne
Arrangørerne har derfor skabt en anderledes festival. I år bliver begivenhederne afholdt i små forsamlinger, og nogle begivenheder er helt nye. Som for eksempel fredagens begivenhed på Lindholm Plejehjem.
Her har Nordjysk Madfestiaval samarbejdet med blandt andet Skovsgård Hotel om at give de ældre en oplevelse ud over det sædvanlige.
- Vi vil gerne tage et socialt ansvar for dem, der ikke altid har muligheden for at få disse madoplevelser, og denne nydelse i livet, siger Sarah Kruse.
Så Nordjysk Madfestival er taget på besøg hos Lindholm Plejehjem, hvor de har arrangeret en dag med banko, musik og ikke mindst: Mad.
Og det er beboerne glade for.
- Jeg synes, det er alletiders. Der er musik, spisning og det hele. Det kan ikke være bedre, lyder det fra 85-årige Karen Thomsen.
Conronakonsekvenser
Lederen af plejehjemmet har også set på coronanedlukningen med bekymring.
- Den har gjort, at beboerne ikke har haft mulighederne for at komme ud at se deres pårørende og familie. Og de har faktisk heller ikke kunnet være sammen med hinanden, siger Asia Christensen. Hun er leder af Lindholm Plejehjem.
Derfor er hun også glad for, at beboerne får denne oplevelse i dag.
- De elsker det, for de er så sociale. Og de vil så gerne være sammen. De var jo også sociale inden, de blev gamle, og før de flyttede på plejehjem. Så det er simplethen bare kvalitet, at de nu kan få denne oplevelse, siger Asai Christensen.
Mad er hygge og fællesskab
Der er ingen tvivl om, at mad er noget specielt, hvis man spørger Sarah Kruse.
- Maden giver fællesskab, maden giver hygge. Mad er så stor en del af vores kultur og den giver livsglæde og sammenhold. Og det vil vi gerne bringe herud i dag, siger arrangøreren af Nordjysk Madfestival.
Men der er ingen tvivl om, at festivalen er skabt for at øge opmærksomheden blandt restauranterne i Nordjylland. Og dagens begivenhed er stablet på benene i samarbejde med Skovsgård Hotel.
Hotellet bruger festivalen til at vise deres kundskaber på en scene, der er langt fra deres normale arbejdsområde.
- Den giver os mulighed for at vise, at selv ude på landet, selv i Skovsgård, kan man få mad, som lever op til de bedste restauranter i Aalborg. Og så er det en dejlig mulighed for at møde nogle nye mennesker. At netværke med folk, vi ikke har mødt før. Det giver meget, siger Jenny Hviid. Hun er udviklingsprojektleder på Skovsgård Hotel.
Nordjysk Madfestival løber frem til den 30. august, og der er allerede lagt i ovnen til næste sommer.
- Næste år skal vi længere ud, og vi skal involvere endnu flere mennesker. Vi skal ud i alle byens rum, ud på de nordjysk gårde. Vi skal ud og finde de skjulte nordjyske skatkamre. Og dem skal vi allesammen have mulighed for at nyde næste år, siger Sarah Kruse.