Pirates sætter vildt mål efter DM-triumf
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Julian Jakobsen kysser DM-trofæet.
Noget stort kan være under opsejling.
Guldstøvet har ikke nået at lægge, inden Aalborg Pirates fredag kom med en bombastisk udmelding.
Udmeldingen kom i forbindelse med gårsdagens guldfejring, hvor holdet blev hædret foran en masse fans inde i Aalborg.
Om det nogensinde kan lade sig gøre, ved jeg ikke.
Julian Jakobsen, Aalborg Pirates-spiller
Turen gik også forbi rådhuset, hvor Julian Jakobsen fik ordet for en stund. Her løftede han sløret for en kæmpemæssig målsætning, som Aalborg-spillerne i fællesskab har.
En målsætning, der ikke omhandler det sædvanlige - nemlig resultater og trofæer.
- Vi, på holdet, vil rigtig gerne spille en udendørskamp en dag. Hvor gør man det henne? Selvfølgelig på Aalborg Stadion (Aalborg Portland Park, red.). Om det nogensinde kan lade sig gøre, ved jeg ikke, lyder det fra Julian Jakobsen.
Politisk velvilje
Målsætningen er langt fra første gang, at der bliver tænkt stort i Aalborg Pirates. I løbet af finaleserien mod Herning Blue Fox blev mandskabet bakket op i en rekordkulisse. Hele 6000 tilskuere var på plads til en af Pirates' kampe, hvilket var det højeste antal til en dansk ligakamp nogensinde.
Der skal imidlertid mere end en revideret brandplan til, før drømmen om at spille på Aalborg Portland Park kan blive en realitet.
Idéen kan måske i nogens ører lyde helt vanvittig, men ikke desto mindre er borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) lydhør over for idéen.
- Hvis det er teknisk muligt og kan lade sig gøre uden græstæppet bliver fuldstændig ødelagt, så er det bestemt noget, som Aalborg Kommune gerne vil være med til at undersøge, sagde han foran spillerne på rådhuset, inden han spøgefuldt fortsatte:
- Men så skal I også love, der bliver udsolgt derude. Hvis I kan det, så er det en spændende vision at have.
Det er kommunen, der ejer stadionet, som har plads til knap 14.000 tilskuere.
Se hvordan fejringen foregik