Pirates styrker offensiven med canadier

Aalborg Pirates har skrevet kontrakt med canadisk center, som primært er hentet for at styrke holdets offensiv.

Aalborg Pirates styrker offensiven forud for Metal Final Four, som spilles i Aalborg i slutningen af januar.

Klubben har skrevet kontrakt med den 28-årige canadiske center Ben Duffy, som spiller for piraterne i resten af denne sæson. Det oplyser Aalborg Pirates i en pressemeddelelse.

- Vi sonderede markedet efter en center, der er stærk i offensiv zone, men også arbejder godt i egen zone. Det fandt vi i Ben Duffy, siger sportschef Ronny Larsen.

Ben Duffy har stået uden klub i denne sæson, men lavede i sidste sæson 58 point i 50 kampe for Kassel Huskies i den næstbedste række i Tyskland.

- Ben Duffy bliver en vigtig del i specielt powerplay, hvor hans store blik for spillet bliver en afgørende faktor. Han har ligeledes et godt skud selv, så han bliver også en skudtrussel, der skal tages alvorligt. Han besidder også en god teknik og god fart, siger Ronny Larsen.

Ben Duffy, som tidligere har spillet i blandt andet AHL og italiensk ishockey, kommer til at spille med nummer 16, og klubben afventer nu, at papirerne omkring arbejdstilladelse går i orden, før han kan få debut.

Aalborg Pirates ligger på andenpladsen i Metal Ligaen. Piraterne er igen værter for Metal Final Four, hvor de den 29. januar spiller semifinale mod Esbjerg Energy. Finalen spilles 30. januar, hvor enten Aalborg eller Esbjerg kommer til at stå over for Rungsted Seier Capital eller SønderjyskE.


Seneste nyt

fra Nordjylland