Piratskibet skudt i sænk

For en uge siden skabte Aalborg Pirates´ ishockeyspillere nærmest en sensation, da de tog til Prag og slog det topprofessionelle mandskab fra Sparta Prague i den først kamp i Champions Hockey League med 3-2, men i aften tog gæsterne fra Sparta så hævn og skød Piratskibet ned med en sejr på 6-2.

Der var kun spillet godt ét minut af kampen før Aalborg Pirates dummede sig først gang. Oscar Drugge fik to minutter i straffeboksen, og det gør man ikke ustraffet mod et så stærkt hold som Sparta Prague. Kort efter lå pucken bag hjemmeholdets målmand Thomas Lillie, 1-0 efter 2.29 minutter. 

Det var tydeligt at se, at det fuldtidsprofessionelle tjekkiske mandskab havde noget at revanchere fra sidst de to hold mødtes.To af de tjekkiske spillere tjener ligeså meget som hele Aalborg Pirates spillerbudget tilsammen. 50 millioner kroner er det samlede spillerbudget for Sparta Pragues spillere - De ankom da også til Aalborg i privatfly sidst på eftermiddagen, imens Aalborg Pirates-spillerne i den omvendt kamp måtte på en lang bustur til Prag.

Aalborg Pirates fik dog chancen for at udligne kort efter, da Victor Rollin Carlsson pludselig fik en friløber alene med den tjekkiske målmand, men misbrugte. I stedet blev hjemmeholdet totalt udspillet på det efterfølgende kontraangreb, og så førte Sparta Prague 2-0 efter kun 5.29 minutters spil. Herefter var det som om, at kampen allerede var punkteret for Piraterne.

Assistenttræner, Ronny Larsen, kalder Sparta-sejren fortjent.

Dumme fejl blev straffet

Hjemmeholdet var ikke færdige med at dumme sig. Med fire minutter tilbage af perioden var Pirates en spiller for meget på isen efter en kikset udskiftning. Det resulterede i to minutters holdstraf, og det straffede gæsterne med at bringe sig foran 3-0, som også var stillingen efter en 1. periode med ren tjekkisk opvisning. 

2. periode startede som en gentagelse af 1. periode, og efter fem minutter kunne Sparta Prague bringe sig foran 4-0, og de ca. 50 medrejsende Sparta-fans havde en fest bag det ene mål. De havde taget turen til Aalborg i bus, og “ hygget” sig med hvad Aalborg kan byde på af flydende genstande. De festlige fans satte umiddelbart efter kampen igen kurs mod Prag….I bus.

Men bedst som det så ud til, at Piratskibet ville blive sænket, kom der pludselig vind i sejlene og efter 10 minutter fik Aalborg Pirates scoret til 1-4 på et flot mål af Trevor Gooch. Derefter havde holdet en god periode med pres på det Tjekkiske mål, men det blev ved de to scoringer i 2. periode.

Kampbilledet fortsatte i tredje periode

Man skulle tro, hjemmeholdet var advaret mod, at Sparta ville komme ud med fuld fart på skøjterne fra start, ligesom i de to første perioder, men ak. Efter 22 sekunder af 3. periode lavede Julian Jakobsen en fejl foran eget mål, og det straffede gæsterne med at bringe sig foran 5-1.

Lidt dramatik fik de kun 2295 tilskuerer, da Jeppe Juul Korsgaard blev “ nedlagt” af to granvoksne tjekkiske spillere, hvilket kostede en tur i straffeboksen for en af Spartas spillere. Det udnyttede Aalborg Pirates straks til at få pyntet på resultatet. Kaptajn Julian Jakobsen gjorde sin fejl kvit og fik scoret til 2-5, og så kom der liv i Piraternes fans, som man ellers ikke havde hørt meget til.

Sparta Prague var for stor en mundfuld for de hårdt arbejdende Pirater, og det var helt fortjent, at det tjekkiske mandskab sluttede kampen med endnu en scoring i de døende minutter til slutresultatet 6-2. I morgen, lørdag, har Aalborg Pirates forhåbentlig en fridag, inden de søndag aften igen spiller Champions Hockey League-kamp mod det finske mesterhold fra Jukurit Mikkeli. Aalborg tabte i første kamp 5-3 på udebane, så kravet er en sejr til Aalborg Pirates. Ellers må chancerne for videre deltagelse i turneringen anses som værende meget små.


Seneste nyt

fra Nordjylland