Politiet fandt patron: Mulig skudepisode i Reberbansgade
Stillbillede: Mogens Jørgensen / Video: Per Frank Paulsen
Nordjyllands Politi har fundet et afskudt hylster fra løs ammunition ved Sygehus Nord, efter vidne fortalte om lyden af muligt skud i Reberbansgade i Aalborgs midtby.
Nordjyllands Politi har i eftermiddag været massivt til stede i Reberbansgade i det centrale Aalborg, efter der muligvis er blevet affyret et skud i gaden.
Ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard henvendte et vidne sig på Politigården kort før klokken 15 og fortalte, at en person var blevet jagtet gennem Reberbansgade af to andre personer, og at vidnet havde hørt et "knald", men vedkommende kunne ikke fortælle mere præcist, hvad det var for en lyd
- Vi afspærrede Reberbansgade, og har haft en hundepatrulje til at undersøge området og lede efter spor, og vi fandt en afskudt patron på gaden ud for Sygehus Nord, siger Bent Højgaard.
Han fortæller, at der ikke er tale om en skarp patron men muligvis et afskudt hylster fra en gaspistol.
- Vi ved ikke noget om personerne endnu, men der har jo været nogle episoder på det seneste forskellige steder i Aalborg. Om der er en sammenhæng er endnu for tidligt at udtale sig om, siger Bent Højgaard.
Han fortæller, at afspærringen af Reberbansgade blev ophævet ved 18-tiden.
Eventuelle vidner til episoden i Reberbansgade kan henvende sig til Nordjyllands Politi på 114.