Politiet skal anholde folk der skal i fogedretten

Har du en verserende sag i fogedretten? Så er det måske en idé hurtigst muligt at henvende dig til retten – ellers risikerer du, at politiet banker på din dør.

Opfordringen kommer fra Nordjyllands Politi, fordi politiet har fået overdraget omkring 75 sager fra fogedretten i Aalborg, hvor sagens personer ikke er mødt frem i retten til tiden for at få en afklaring af deres sag.

Og det betyder, at politiets patruljer meget snart begynder at lede efter disse personer med henblik på at få dem anholdt og fremstillet for fogedretten. Hvis man altså ikke når at henvende sig til fogedretten af egen vilje. 

Derudover har Nordjyllands Politi en del fogedsager liggende, der stadig er frist på, lyder det fra politikommissær ved Nordjyllands Politi, Henrik Hyldig Nielsen.

- Og dem forsøger vores medarbejdere i Borgerservice at kontakte, så vi sikrer, at de får taget hånd om deres fogedsag, inden fristen udløber. Ellers er vores patruljer nødt til i sidste ende at hente dem ind, siger politikommissær Henrik Hyldig Nielsen, der gerne så, at politiet kunne prioritere patruljerne til andre opgaver.

Fogedsager er sager om gæld mellem to eller flere parter, hvor der ikke er sket betaling af en eller flere gældsposter til tiden.


Seneste nyt

fra Nordjylland