Politihumor: Ko med pilotdrømme på spadseretur i Nørresundby
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi har spekuleret lidt over en kos motiv for at gå en tur på Ny Lufthavnsvej natten til tirsdag.
Det kan godt være, betjentene hos Nordjyllands Politi kan være stramme i betrækket, lige når man bliver taget i at have foden plantet lidt for hårdt på speederen, og de skal have bødeblokken og den formanende mine frem.
Men læser man politiets døgnrapport - og det gør vi stort set hver dag her på TV2 Nord - opdager man, at sådan nogle betjente også har en hel del humor, når de skal fortælle om de mere kuriøse ting, de rykker ud til i landsdelen.
Således har der også sneget sig en tøhø-drejning ind i noget så udramatisk som en ko, der natten til tirsdag var sluppet ud af sin indhegning for at tage sig en spadseretur i mørket. For turen foregik - af alle veje - på Ny Lufthavnsvej i Nørresundby. Og det har fået politiet til at spekulere over koens motiv.
- Om det var koens ønske at undersøge, om græsset virkelig var grønnere på den anden side af hegnet – eller en pludselig opstået drøm om at blive ’ko-pilot’ - bliver nok aldrig afklaret, skriver Nordjyllands Politi i døgnrapporten.
Men sikkert er det, at koen selv havde forladt den farlige kørebane og fundet hjem, da patruljen nåede frem. Hverken ko eller bilister kom noget til ved det lille, natlige eventyr.