Politiker dømt for sexorgier – nu kører sagen igen
Foto: TV2 Østjylland
Den tidligere lokalpolitiker Per Zeidler.
Det vakte mildt sagt stor opsigt, da den tidligere politiker Per Zeidler sidste år blev sendt i fængsel for at have tjent penge på sexorgier.
Nu kommer sagen atter op at vende, idet Vestre Landsret fra mandag og nogle dage frem skal behandle sagen.
I byretten i Aalborg blev Per Zeidler i marts sidste år idømt ni måneders ubetinget fængsel.
Tjente på kvinders sex
Han blev kendt skyldig i rufferi ved at have tjent penge på at arrangere sexorgier – såkaldte gangbangs. Det foregik typisk på den måde, at en eller to kvinder stod til rådighed seksuelt for et antal mænd, som betalte for at deltage.
Den tidligere politiker blev kendt skyldig i at have arrangeret sexorgierne på en måde, så han selv fik en del af indtægterne. Det er i givet fald rufferi, hvilket er strafbart ifølge dansk lovgivning.
Nye sexorgier en uge efter dom
Tilbage i 2019 blev Per Zeidler også dømt i en tilsvarende sag om rufferi, og det spillede ind i byrettens afgørelse, at de nye ulovlige forhold begyndte blot omkring en uge efter, at han lige var blevet dømt.
Under sagen i byretten blev der blandt andet lagt vægt på en samtale, som Per Zeidler havde haft med en undercover-journalist.
I samtalen forklarede han selv, at han fik 20 procent af indtægterne fra de såkaldte gangsbangs. Under byretssagen forklarede den rufferidømte ex-politiker imidlertid, at han havde lugtet lunten og derfor smurte tykt på i samtalen. Det troede byretten dog ikke på, og nu vil det vise sig, om Vestre Landsret er af en anden opfattelse.