Positivt problem: Ordkraft holder flyttedag

Stærkt forøget publikumspres betyder, at den store festival på Nordkraft flyttes til en hel weekend næste år.

Når der blændes op for den syvende udgave af Ordkraft i Nordkraft i Aalborg i april 2017, så vil festivalen være flyttet en enkelt dag for at imødekomme det enorme publikumspres, som festivalen var udsat for i år. I stedet for at blive afviklet torsdag-fredag-lørdag, så flyttes festivalen til fredag-lørdag-søndag, nærmere bestemt den 7., 8. og 9.

Bestyrelsen for Ordkraft har truffet beslutningen i forbindelse med den netop afholdte generalforsamling i Foreningen Ordkraft. Her konstaterede formand Jørgen Pyndt , at dette års festival havde været udsat for det hidtil største publikumspres. Det gav lange køer ved de fleste af arrangementerne i de mange sale og på de mange scener på Nordkraft.

- I sig selv er det jo et positivt problem, at vi har flere gæster, end vi kan rumme. Men det er også forståeligt, at mange bliver skuffede og kede af det, når de ikke kan komme ind for at møde deres yndlingsforfatter eller andre af de mange spændende personligheder, der fylder Ordkrafts program. Derfor har vi besluttet at flytte festivalen en enkelt dag, så den strækker sig over en fuld weekend, siger Jørgen Pyndt.

Det betyder, at der navnlig om søndagen vil være rådighed over flere scener og lokaler på Nordkraft, og det vil lette programlægningen. Desuden har en flytning af festivalen også den positive sideeffekt, at mange mennesker, der er på arbejde fredag og lørdag, nu får mulighed for at besøge festivalen om søndagen, som er de fleste menneskers fridag. Det vil navnlig få betydning for mange børnefamilier.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland