Foto: Ivan Johan Hansen

PostNord sveder: I dag er den største pakkedag nogensinde

Julen står for døren, og det betyder travlhed hos PostNord. Men lige præcis tirsdag er der ekstra meget at se til for pakkeposten.

Flere og flere nordjyder køber julegaver over nettet i stedet for i butikkerne. Og det betyder mere arbejde for postbudene hos PostNord.

Men særligt tirsdag er der ekstra fart på i pakkecentralen hos PostNord i Aalborg.

Weekendens rekordhøje internethandel betyder, at det tirsdag er den største pakkeuddelingsdag nogensinde.

Det er i dag, vi virkelig skal levere. Så det er klart, at nerverne sidder lidt mere udenpå tøjet i dag end normalt

Bo Klinkby Christensen, distributionschef hos PostNord

- Det er lige de sidste julegaver, som folk har købt i weekenden. Så pakker butikkerne det mandag, og så sender vi det ud i dag tirsdag, siger Bo Klinkby Christensen, der er distributionschef hos PostNord, og fortsætter:

- Det er jo lidt en eksamens-dag for os. Det er i dag, vi virkelig skal levere. Så det er klart, at nerverne sidder lidt mere udenpå tøjet i dag end normalt.

Postbudene skal tirsdag ud med mere end 600.000 pakker. Det er omkring dobbelt så mange som normalt.

Men selvom der tirsdag skal mere fart på end der plejer, stresser det ikke postbudene.

- Vi har jo travlt, men det er bare travlt på en anden måde. Det er også lidt mere hyggeligt, og stemningen er bare en anden. Plus vi er forberedte på travlheden, så der er både ekstra bude og biler inde, siger Michael Hansen, der er postbud ved PostNord i Aalborg. 

02:26 Luk video