Private dagtilbud er glade for kontrol - hvis det gøres på den rigtige måde
• Aalborg Kommune har på baggrund af den ny dagtilbudslov i juli 2018 skærpet og justeret hele indsatsen på tilsyn for både det kommunale og private dagområde. Her er billedet fra Vuggestuen Stjernestund. Foto: Aalborg Kommune
Det seneste års debat om tilsyn med daginstitutionerne betyder, at mange kommuner skærper deres tilsyn med daginstitutionerne. Samtidig er kravene til pædagogisk indhold i de private dagtilbud blevet skærpet.
Tilsyn har dog kun værdi, hvis jura og pædagogisk udvikling går hånd i hånd. Det er budskabet fra Aalborg Kommune, hvor en ny særlig enhed fører tilsyn med både kommunale og private dagtilbud.
Lene Jørgensen og Pernille Nielsen driver den private vuggestue Stjernestund, hvor de lige nu har 25 børn.
De har det helt fint med at få besøg af leder Dorte Hyttel Alrø fra Aalborg Kommunes Tilsynsafsnit. Det viser, at der er nogen, som vil dem og stiller krav til dem. Det er med til at understøtte, at kvaliteten er i orden. Og det er bedst for børnene.
Samtidig er der mere samling på tingene, efter at Tilsynsafsnittet er kommet, samtidig har det den fordel, at det er nemmere at få hjælp, når kompetencerne er samlet et sted i kommunen.
- Vi vil altid være myndighed. Men vi behøver ikke sætte kontrollen først. I Aalborg Kommune handler tilsynsbesøgene om kortlægning og at støtte udvikling af praksis. Det er den bedste måde, vi kan understøtte, at kvaliteten bliver løftet, fortæller leder Dorte Hyttel Alrø, Aalborg Kommunes Tilsynsafsnit.
Hun fortæller, at i Aalborg Kommune har man med det samme efterlevet de nye krav og sat antallet af tilsyn op. Samtidig har kommunen inviteret de private aktører tættere på sig. For eksempel har kommunen oprettet en hotline, som de private tilbud kan bruge i tvivlstilfælde. Der tilbydes kompetenceudvikling til det private område og de kan deltage i et dialogforum for pædagogiske ledere fra private institutioner.
Med på Tilsynsafsnittet besøg i vuggestuen Stjernestund er konsulent Jette Kyhl fra Kommunernes Landsforening (KL).
Hun har inviteret sig selv i praktik i Tilsynsafsnittet i Aalborg Kommune og har været med ude på flere tilsynsbesøg. Der er flere ting, der slår hende. Jette Kyhl bemærker at "udvikling" er centralt i tilsynene. Det gælder også den metodiske udvikling af selve tilsynet. Indholdet i tilsynene bliver ved hvert tilsyn intensiveret frem til det næste tilsyn.
- Jeg er meget nysgerrig på, hvordan Aalborg Kommune arbejder med et helt selvstændigt afsnit for tilsyn. Jeg tror, det kan være til stor inspiration for andre kommuner, fortæller Jette Kyhl.
Hun tilføjer, at KL er på vej med et kommunalt udviklingspartnerskab om det pædagogiske tilsyn, der skal tage udgangspunkt i god kommunal praksis og udvikle prototyper på tilsynskoncepter til inspiration for alle landets kommuner.
Fakta
- Aalborg Kommune har på baggrund af den ny dagtilbudslov i juli 2018 skærpet og justeret hele indsatsen på tilsyn for både det kommunale og private dagområde.
- Pr. januar 2019 er der oprettet et helt selvstændigt afsnit, Afsnittet for tilsyn og privat pasning.
- Afsnittet har myndighed og ansvar for ledelse og styring af rammerne samt indholdet og kvaliteten af tilsynene.
- Afsnittet er organisatorisk placeret med direkte reference til Børne- og Familiechefen.
- Tilsynet kommer 4 gange årligt ved private børnepassere og 2 gange årligt ved private institutioner.
- I kommunale institutioner, fritidscentre og kommunal dagpleje kommer tilsynet 1 gang hvert 2. år
- For at sikre systematik i besøgene har Aalborg Kommune indkøbt et særligt IT-system INFOBA